Historiens vingesus rundt om hvert hjørne
Hoi An er et af de steder, hvor man bare gerne vil have tid på egen hånd. Til at nyde stemningen. Og udforske de gamle handelsgader med skønne caféer, barer, skjulte templer, pakhuse, silkehandlere, skræddere og gamle huse, der fortæller historien om en mangfoldig handelsby på korsvejen mellem Fjernøsten og Sydøstasien.
Skomagere, skræddere og Cao Lau
I Hoi An er det stemningen, der indtager hovedrollen, men snyd ikke jer selv for at besøge byens japanske bro, der blev bygget af byens japanske indbyggere i 1500-tallet, for at skille kinesernes bydel fra deres egen.
I kan også finde vej til Hoi Ans historiske Central Market, mens Tan Ky-huset giver et enestående indblik i byens historie. Hoi er også kendt for sine mange kokkeskoler, hvor I bl.a. kan prøve kræfter med den lokale nudelret med grillet svinekød, Cao Lau. Ifølge de lokale kan Cao Lau kun rigtig opleves i Hoi An, fordi de udon-lignende nudler efter forskrifterne skal koges med vand fra byens ældgamle Ba Le-brønd.