Guide
Stor guide: Mekong-floden fra Sydvietnam til Nordthailand
Den ultimative guide til mægtige Mekong - med Vietnam, Cambodja, Laos og det nordlige Thailand
Det er morgengry. De første småbønder er allerede ude i rismarkerne. En kvinde er ved at hænge tøj til tørre, men nogle børn leger nede ved vandkanten. De driller et par bøfler, der har slået sig ned mellem de lange siv. En fisker kaster sit garn i dagens første lys og de første fragtbåde er allerede på floden - med alverdens varer og gøremål. Alle disse mennesker og fortællinger. Forskellige kulturer, sprog og årtusinders historie. Bundet sammen af én uimodståelig og livgivende kraft. Vandenes Moder. Eller som folk her kalder den - Mae Khong.
Sydøstasiens mægtige livsåre
Regnskove, mangrover og fjerne bjergegne. Flydende markeder og mytiske kongebyer.
Fra sit udspring på det tibetanske plateau buldrer den mægtige Mekong-flod ned gennem Kinas Yunnan-provins og Myanmar, inden den klemmer sig ind mellem Thailand og Laos for derefter at løbe mere roligt gennem Cambodja og munde ud i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam. En rejse på over 4000 km, der har givet liv til enestående økosystemer, der hører til de mest artsrige i verden - og til Sydøstasiens store kulturer og folkeslag som bl.a. khmererne, lao-folket, thailænderne og vietnameserne samt de mere end 95 etniske minoriteter, som stadig lever langs flodens bredder.
En flod, der er større end livet
I dag er godt 60 millioner mennesker direkte afhængige af Mekong-floden, som spiller en afgørende rolle for handel, fiskeri og særligt risdyrkning i både Thailand, Laos, Cambodja og Vietnam. Floden er kort fortalt en uløselig del af livet i Sydøstasien – en gavmild, mægtig og lunefuld forsøger, hvis dybe betydning for regionens kulturer og levevis er svær er overdrive. Vandenes Moder dukker op alle steder – i folkekulturen, lokale traditioner, myter, religiøse ceremonier, festivaler og ikke mindst på spisebordet.
En endeløs strøm af oplevelser
En rejse langs Mekong er med andre ord en rejse ind i Sydøstasiens sjæl og historie. De traditionelle samfund og flydende markeder i Mekong-deltaet. De uforlignelige templer i Angkor Wat. Luang Prabangs eventyrlige stemning, der henfører dig til en svunden tid – gemt langt væk fra verden. Buddhistiske grotter. Glamping og elefanter i Nordthailand. Og alt imellem. På Mekong har eventyret ingen begyndelse eller ende. De store højdepunkter er altid bundet sammen af floden. Og flodens liv. Det eneste spørgsmål er, hvor du skal begynde?
Slow travel, hvor sjælen er med
Du kan opleve Mekong på et utal af måder – mange af vores rundrejser kombinere to eller flere af landene, så du får det bedste med fra forskellige dele af floden. Helst med lidt ekstra tid til ro og fordybelse. Det kan være nogle dage på en lodge i Mekong-deltaet med tid til bl.a. sejlture og cykelture i området. Eller et par ekstra dage ved Angkor Wat, så du f.eks. har tid til at opleve de flydende landsbyer ved Tonle Sap-søen. Og så er der naturligvis flodkrydstogter, den ultimative form for slow travel, hvor du får hele sjælen med - og til fulde oplever flodens rytme, mens du nyder livet ombord. Det kan ikke gøres bedre.
Mekong-deltaet i Vietnam: De Ni Dragers Land
Mekong-deltaet kaldes også for De Ni Dragers Land og er cirka på størrelse med Danmark. Her bor godt 20 millioner mennesker og mere end 1000 forskellige dyrearter. Det meste af Vietnams fisk, frugt og ris kommer fra regionen, og det kan ses: Næsten overalt er der noget, der blomstrer, bærer frugt eller bliver høstet. Kvinder i stråhatte, der styrer træbåde læsset med ris til en rismølle på bredden. Større fartøjer, der fragter fisk med familiens vasketøj flagrende hen over agterstavnen.
Samtidig er der også store stræk, hvor menneskelivet tynder ud, og fuglenes sang og skrig rejser uforstyrret hen over flodens evige strøm.
Langsom luksus med stil og sjæl
Der er ingen rejseform, der kan bringe dig ind i Mekong-flodens sjæl, som et flodkrydstogt. Forestil dig at nyde en drink og læse en god bog på din egen balkon, mens du sejler på den enorme flod og oplever livet gå sin gang omkring dig. Med spændende stop undervejs, hvor du bl.a. besøger lokale landsbyer, templer, markeder og småøer, som de færreste får mulighed for at opleve. Sådan er det ombord på Heritance Line, der sejler med to forskellige boutique-skibe mellem Vietnam og Cambodja.
Et flodkrydstogt er en enestående chance for at opleve floden i begge lande - med egen balkonkahyt, en god restaurant samt pool og bar på dækket. Du kan sejle i alt fra tre til syv dage, sidstnævnte tur tager dig hele vejen fra Mekong-deltaet til Angkor Wat-templerne i Cambodja, eller modsatte vej, hvis det passer bedre ind i rejseplanerne. Heritance Line sejler også i det nordlige Laos, hvor du kan vælge mellem to forskellige ruter ombord på det eventyrlige og intime skib Anouvong,
The Island Lodge 4*
Der er ikke kun én måde at deltaet på – på The Island Lodge kan du bruge dagene på at sejle langs små vandveje, cykle gennem kokosplanter og komme helt tæt på det lokale liv i små byer som Thoi Son.
Streetfood og shopping på lokale markeder
De lokale markeder bugner af fisk i alle former og størrelser. Og frøer, snegle og krabber, som sælges side om side med babytøj, kaffe, skønhedsprodukter, frugt og specialiteter, som man hurtigt opfordres til at smage på af de handlende.
Blandt de lokale favoritter elsker vi bl.a. banh xeo, sprøde rispandekager fyldt med rejer, svinekød og bønnespirer, og ca kho to, en karamelliseret fiskeret tilberedt i lergryde, gerne ledsaget af et godt glas risvin.
Deltaets bankende hjerte, Can Tho
Mekongs-deltaets hovedby Can Tho er i vores øjne en undervurderet størrelse - her finder du en spændende madscene, gode markeder, sjove butikker og fascinerende arkitektur, der vidner om byens særlige blanding af kinesisk, vietnamesisk og europæisk indflydelse. Til de bedste eksemplerhører bl.a. Cao Dai-templet, katedralen i Can Tho, det kinesiske Ong-tempel og ikke mindst familiehuset Binh Thuy fra 1870, der bruger feng shui-principper til at forene østlige og vestlige traditioner.
Hvornår er det bedst at rejse?
Det er bedst at besøge Mekong-deltaet mellem oktober og april, hvor tørtiden sætter ind, men vandstanden stadig er høj nok til at opleve de flydende markeder og sejle på de mindre vandveje og bifloder.
Cambodja: Phnom Penh og tempelriget Angkor Wat
Mekong-floden løber knap 500 km gennem Cambodja, hvor den bl.a. passerer landets hovedstad Phnom Penh og tilfører vand til den enorme Tonle Sap-sø, som er den største ferskvandssø i Sydøstasien.
Søen er en vigtig kilde til liv og levebrød i denne region og skaber en flodslette, som giver næring til jorden i de omkringliggende områder. Det betyder at landsbyboerne, der bor i pælehusene ved søen, ofte fisker i regntiden og driver landbrug i tørtiden. Og lige nord for søen ligger den charmerende kolonitidsby Siem Reap, som dog er mest kendt for noget helt andet - verdensunderet Angkor Wat.
Cambodjas hovedstad Phnom Penh
Det går stærkt i denne del af verden, men Phnom Penh har ikke mistet sin traditionelle charme. De små spisesteder under skyggefulde træer på byens brede fortove. Besøg f.eks. byens ældste marked, Pshar Kandal og charmerende kolonitidskvarterer, fulde af små overraskelser og lokalt liv, inden du afslutter med en mere dyster side af landets historie ved Cambodjas Killing Fields.
Tempelriget Angkor Wat
Kong Suryavarman II´s enorme gravtempel blev bygget i 1100-tallet og indtager hovedrollen i tempelbyen Angkor, som fra 800 til 1400-tallet var Khmerrigets hovedstad og en af verdens største byer med op mod 1 million indbyggere.
Det enorme område huser over 1000 templer og tempelruiner, og engang var alt imellem træbygninger, som udgjorde verdens største hovedstad. Templet er enormt – dets voldgrav er 1,5 km lang - og hele tiden overvældes man bare af den sublime detaljerigdom, de perfekte proportioner og de mageløse basrelieffer, som vækkes mest til live i morgensolens stråler. Men Angkor Wat er kun begyndelsen. Forsæt bl.a. til Bayon-templets mange ansigter og templet Ta Prohm, som junglen har indhyllet i sin egen dybe mystik.
Den flydende landsby Kampong Khleang
I den flydende landsby Kampong Khleang, der ligger cirka 50 km fra Siem Reap, kan du blive klogere på, hvordan livet udfolder sig på kanten af Tonle Sap-søen. Alle huse i landsbyen er bygget på høje pæle, og menes nogen ligger som persler på en snor, ligger andre som små øer ude på floden. Sæt dig til rette i en lille båd, lad lokallivet gå sin gang, nyd en frokost med en lokal familie og tag de mange indtryk ind, mens solen går ned over vandet.
Laos, Thailand og det nordlige Mekong
Fra Cambodja fortsætter turen opstrøms langs Mekong til det det sydlige Laos og et sted, der på lao-sproget hedder Si Phan Don, de 4000 øer. Her giver Mekongs enorme vandmasser plads til tusinder af uberørte småøer, som du kan udforske til fods og på cykel – efter et par timers sejltur dertil. To af de større, Don Khone og Don Det, er forbundet med en gammel jernbanebro, som blev bygget i kolonitiden for at fragte varer og forbigå de imponerende Khone Phapheng-vandfald.
Wat Phou- templet i Champasak
Nord for Si Phan Don kan du opleve det mindre kendte Khmer-tempel, Wat Phou, som blev bygget i det 5-6. århundrede. Templet ligger eventyrligt på en bjergskråning tæt på kolonitidsbyen Pakse og endnu tættere på den søvnige landsby Champasak, som stadig bærer præg af det gamle Indokina med gamle, franske huse og nogle hyggelige caféer langs hovedvejen.
Templer, verdensarv og kolonitid i kongernes Luang Prabang
Laos var engang et kongerige med det mundrette navn de en million elefanter under den hvide parasols-rige, og blev siden en del af Fransk Indokina for igen at blive uafhængigt i 1953. Det er et eventyrligt land, som grundet sit relative uvejsomme terræn og lille befolkning, er kendt for sin helt afslappede atmosfære og landlige charme. Kongebyen Luang Prabang er indbegrebet af alt dette – en nærmest uvirkelig oase, omkranset af endeløse bjergegne, og nærmest kun forbundet til omverdenen af Mekong. Byen har en helt særlig evne til at få én til at føle, at man befinder sig i en bortgemt verden, langt væk fra alt.
Udforsket landet omkring Luang Prabang
Landet omkring Luang Prabang byder på skønne dale, templer, hyggelige landsbyer og magiske vandfald i skovens dyb, som du bl.a kan udforske på mountainbike og i kajak.
Natmarked i Luang Prabang
Sydøstasien er kendt for sine skønne natmarkeder, og en af de hyggeligste, vi kender, ligger i Luang Prabang – her mødes det halve af byen i skumringen til hurtige handler, lokal hygge og skønne madoplevelser ved fælles langborde under lampernes skær.
Maison Dalabua 3+*, Luang Prabang
Luang Prabang gemmer på nogle af de mest stemningsfulde og personlige boutiquehoteller, du kan finde i Sydøstasien. Maison Dalabua er en af vores favoritter. Hotellet ligger få minutter fra byens centrum, hvor du kan finde hjem til en fredfyldt oase med 40 værelser, pool og spa – alt sammen forbundet af gangbroer, der snor sig mellem palmeskove og lotusdamme med høje siv og åkander
Henri Mouhot, formoder jeg?
Navnet er ikke så kendt som David Livingstone, men den franske opdagelsesrejsende Henri Mouhot (1826-1861) er en legende, når det kommer til Indokina. Han foretog fire store ekspeditioner og skrev et utal af beretninger fra de dybeste afkroge af Laos, Cambodja og Siam (Thailand), som bl.a. åbnede verdens øjne for templerne i Angkor Wat. Han døde af malaria i en alder af blot 35 år og ligger begravet i en lille lysning cirka 10 km fra Luang Prabang. Det er et specielt sted. Langt fra hjem og verden. En stille oase med et rislende vandløb, hvor mange sommerfugle samles i middagsheden. En almindelig cykel kan klare turen, men vi anbefaler, at du lejer en mountainbike.
Flodcruise fra Luang Prabang til Nordthailand
Der findes en flodpram, som tager dig fra Luang Prabang til grænsen med Nordthailand. To dages sejltur gennem en af Sydøstasiens mest uberørte egne. Det dybe Mekong. En verden af bjerge, regnskov, abeskrig, fuglesang og det pludselig plask i vandet, når en fisk kommer til overfladen. Et eventyr i flodens eget tempo - forbi stejle klippevægge, flodkløfter, og buddhistiske grotter. Og brede sandstrande med små Mekong-landsbyer, der hører til nogle af de mest afsidesliggende samfund i Laos. Du overnatter i en lodge på halvvejen og kan sejle i begge retninger.
Junglebobler med elefanter som nabo
Mekong løber ind i Nordthailand ved grænsen til Myanmar og Laos, hvor den store flod sætter scenen for et af Thailands mest vilde og sagnomspundne områder, Den Gyldne Trekant. Engang var trekanten bedst kendt for opiumshandlen, mens det i dag er naturen, elefanterne og den autentiske kultur, der lokker eventyrere til fra nær og fjern.
På Anantara Golden Triangle Elephant Camp & Resort kan du f.eks. tage en afstikker fra suiten og overnatte i en gennemsigtig kuppel med elefanter som nabo, mens dagene bl.a. byder på thailandsk gastronomi, kokkeskole og ekspeditioner i en vintage motorcykel med sidevogn.
Elefanter indtager også hovedrollen på Four Seasons Tented Camp Golden Triangle, der byder på noget af det mest magiske glamping, du finder noget sted i Thailand.
Ring til os og hør meget mere om begge hoteller, og et væld af andre oplevelser langs Mekong-floden.
Vi skræddersyer jeres rejse til Vietnam, Cambodja og Laos
Hos Nyhavn Rejser skræddersyer vi altid rejsen efter jeres ønske. Ring til os og hør meget mere om de bedste oplevelser langs Mekong-floden i Vietnam, Cambodja, Laos og Thailand.