Sciacca - Siciliens oversete perle
Vil I væk fra den gængse turistrute, skal I holde ferie ved Sciacca på Siciliens sydkyst. Området her er øens mest uspolerede og byder på en række dejlige strande. Charmerende Sciacca er et hyggeligt, lille fiskerleje med gamle termiske kilder, som har været besøgt siden græsk og romersk tid.
Her er også et rigt kunstnermiljø, og smukke kakler og keramik ses overalt i gadebilledet. I den lille havn finder I flere små fiskerestauranter, hvor dagens ret serveres frisk fra havet.
Til badeferien anbefaler vi klart luksushotellet Verdura Resort 5* uden for Sciacca, der bl.a. kan bryste sig af 2 km hvid, skøn sandstrand og Siciliens bedste golfbaner.
Seværdigheder i Agrigento og Tempeldalen
Sciccias naboby, Agrigento, er så rig på oldtidsmonumenter, at området uden for byen har fået navnet Valle dei Templi, Tempeldalen (selv om monumenterne egentlig er beliggende på et højdedrag). Hele syv græsk-romerske templer i varierende forfatning er udgravet i området.
Fra det jordskælvshærgede Herkules-tempel til Concordia-templet, der er et af verdens mest velbevarede doriske templer og som sådan har bidraget med skelsættende viden om romersk arkitektur og gudedyrkelse.
Concordia-templet er i øvrigt viet til den romerske gudinde for harmoni og fordragelighed, og når I står her og skuer over det sicilianske landskab, vil I virkelig mærke freden sænke sig over jer.
Palermo - Siciliens hovedstad
Efter ankomst til Sicilien, er der mange, der kun oplever Palermo gennem bilruderne fra og til lufthavnen. Men det er synd og skam, og hvis I har mod på en dosis siciliansk storbycharme med alt, hvad der dertil hører af liv i gaden, er Palermo virkelig et besøg værd.
Fønikernes, normannernes og arabernes skiftende overherredømme har sat sit helt eget præg både på Palermos gadebillede og lokale køkken, og også svulstige fontæner og barokke kirker pryder hovedgaderne i det historiske centrum.
En slentrettur ad den mondæne boulevard Via della Libertá fører jer forbi trendy mærkevarebutikker og caféer, mens I i den helt anden ende af skalaen kan besøge Palermos farverige gademarkeder i bydelen Albergheria og omkring Piazza San Domenico.