Rejsebrev fra Oaxaca

Som et vævet mexicansk tæppe ligger husene på rad og række i stærke farver. Det er næsten ikke til at forstå, at vi kun er kørt fem timer væk fra Mexico City til dette - et helt andet Mexico. Storbyens højhuse, forurening og pulserende byliv er erstattet af lave, smukke huse, en afslappet atmosfære og ren bjergluft.

Oaxaca [wə-hah-kə] er ikke uden grund et af Mexicos mest populære turistmål, og vi falder også pladask for den spanske kolonitidsarkitektur, som ikke er bare er smuk, nej vi bevæger os rundt i et levende museum. Det er som at medvirke i en gammel film, og den følelse bliver ikke mindre, da vi ser vores hotel.

Hotel Casantica viser sig at være et 200 år gammelt kloster, som er moderniseret med fin hensyntagen til fortidens stil. Hotellet har bevaret sin charme og helt specielle ro med gårdhave og svalegange med flotte svungne stenbuer. Det er næsten som at stå i en scene fra Tornfuglene og bare vente på, at præst Ralph de Bricassart kommer gående rundt om hjørnet.

Byfest på Zócaloen

Vi er trætte oven på busturen, men går alligevel en tur ned til byens torv, Zócaloen. Mørket er faldet på, men modsat Mexico City færdes vi trygt i gaderne. Snart bliver vi mødt af musik og fyrværkeri. Der er fest i aften på ægte mexicansk manér. Raketter bliver med det ene store brag efter det andet fyret af. Pladsen er omkranset af restauranter med borde og stole, hvor turister nyder retter fra det gode lokale køkken.

En af byens specialiteter er rødstegte græshopper serveret med den klassiske guacamole. Efter sigende skulle det være en delikatesse, og selvom vi et øjeblik bliver fristet, springer vi over og bestiller i stedet tacos med oksekød.

Mens vi mæsker os, kan vi kigge ud på de små indianerbørn, der render rundt på pladsen med deres mor for at sælge alt fra cigaretter, slik til vævede tekstiler. Selv spædbørn er med på arbejde hængende i et tørklæde på ryggen. Et sted sidder en mor med sine to børn og spiser aftensmad på en trappesats. Det er sent, og egentlig burde de små poder ligge i deres senge, men arbejdsdagen er langt fra slut, da byen summer af liv.

Efter et par timer på pladsen med Michael Buble-plagiater fra et lokalt band, lækker mad og god sydlandsk stemning er det sengetid for vores vedkommende. På vejen til hotellet syder byen af liv, og det er svært ikke at blive fristet af de attraktive natklubber, hvor musik fra vinduerne får tæerne til at vippe i klip klapperne.

Centrum for Katolicismen

Dagen efter sonderer vi de mange små gader og stræder. Byen ligger i en bjergdal i 1,5 km højde, og klimaet er behageligt og perfekt til sight seeing. Gaderne omkring Zócaloen er lukket for trafik, og om dagen er der ikke mange mennesker trods byens 400.000 indbyggere.

Vi slentrer en tur op ad Calle Alcalá, der er byens længste gågade. Her ligger masser af restauranter og kulturtilbud lige fra Institut for grafisk kunst, Oaxacas kulturmuseum, og botanisk have til Santo Domingo-kirken, der er 400 år gammel og fantastisk udsmykket.

Foran kirken ligger en stor plads med skyggefulde træer og bænke, hvor såvel lokale som turister sidder med deres sombreroer. Vi slår os ned et øjeblik og nyder synet af den store katedral. I vores guidebog kan vi læse, at byen har adskillige andre kirker og tidligere klostre, og det er ikke helt uden grund. Det var nemlig herfra, at spanierne ihærdigt forsøgte at omvende indianerne til kristendommen. Det lykkedes til dels, men mange indianere holder stadig fast i elementer af deres traditioner og værdier.

I dag er Oaxaca da også den stat i Mexico, der har flest kulturer samlet på ét sted. Omkring 30 pct. af indbyggerne taler således heller ikke spansk, men holder sig til deres oprindelige indianersprog.

Kamp om museumsbyen

Indbyggerne i Oaxaca er generelt kendt for ikke at lade sig diktere af fremmed indflydelse, hvilket formentlig har reddet byen fra at miste sit slør af eventyr og gammel historie. Alene i 2002 lykkedes det byens befolkning på initiativ af maleren Francisco Toledo at forpurre planerne om en McDonald’s på Zócaloen.

På samme vis lykkedes at få bremset planerne om at forvandle det tidligere dominikanerkloster til et luksushotel. Francisco Toledo har stået i spidsen for mange af de kampe, og vi kan ikke undgå igen og igen at støde ind i hans navn. Han har desuden oprettet mange af de kulturinstitutioner og museer, som byen er kendt for.

På visitkortet kan han også tilføje zapotekindianer. Han betragtes i dag som Mexicos største billedkunstner, og mange af hans værker skildrer de traditionelle myter og fortællinger. Som en sjov lille krølle på halen fortæller vores guidebog desuden, at han er gift med den danske billedvæver Trine Ellitsgaard.

Oaxacas søde guld

Tilbage i gaderne lader vi os lokke af en sød liflig duft, og vi standser ved en forretning, der sælger ”Oaxacas guld.” Området er så godt som chokoladens fødested, og indbyggerne er afhængige af deres daglige dosis. Stedet, der giver dem deres fix, er butikken Chokolate Mayordomo, som på trods af byens miniputstørrelse, har to forretninger i centrum.

Vi overvejer et øjeblik at tage en tur ud til kakaofabrikanten Nestlés fabrik og chokolademuseum, men vi vælger i stedet at opleve livet i butikken, hvor vi kan få masser af gratis smagsprøver på det søde guld.

Allerede på disken bliver vi mødt af en smagsprøve, hvor man kan dyppe tacochips i et par skåle med flydende chokolade. Det er noget af en sjov sammenblanding og smager anderledes men godt. En af specialiteterne her er at købe chokolade, som man kan røre ud i varm mælk eller varmt vand. Skal det være på ægte aztetisk og mayaindiansk manér, skal der tilsættes en lille smule cayenne peber for at give den et ekstra pift.

Med maverne fulde af ”Oaxacas søde guld” går vi på jagt efter et godt tilbud på byens markeder. Tæt ved Zócaloen ligger byens travle dagligmarked Benito Júarez med spiseafdeling og kunsthåndværk, og længere sydpå finder vi Mercado Artesanias. Her er et hav af tæpper, broderede bluser, tekstiler og keramik i sort ler. Det er næsten ikke til at se noget, når man går rundt imellem de små boder, da tæpperne hænger ned fra loftet et efter et.

Datidens og nutidens Oxaca

Efter en dag med sight seeing sætter vi os på den hyggelige Zócalo og nyder stilheden. Det er nok i virkeligheden det, der er bedst ved Oaxaca; at sætte sig på en af de mange caféer, nyde en Corona og suge ’skuespillet’ mellem handlende, lokale og turister til sig.

Midt i et hektisk 16-dages rejseprogram er Oaxaca det perfekte pusterum. Vi kunne også have besøgt ruinsamlingen Monte Alban lidt uden for byen. Det er efter sigende enestående, da det ligger på et stort bjergplateau planeret ved menneskekraft i zapotekernes tid. Zapotekerne dominerende området, indtil de blev fordrevet af spanierne, som senere grundlagde det Oaxaca, vi kender i dag.