Sapa
Risterasser, vandreture og berigende kulturmøder
Traditionel bjergkultur blander sig på fascinerende vis med den moderne verdens ambitioner i Nordvietnams berømte bjergby Sapa, hvor turister, lokale og minoriteter fra områdets mange landsbyer kommer og går i skyggen af Vietnams højeste bjerge.
- Gadekøkkener, bbq og lokale specialiteter som luftørret bøffel
- Unikke hoteller og bæredygtige lodges
- Nyd en vietnamesisk kaffe med udsigten til Sapas risterasser og bjergtinder
- Farverige markeder, traditionelt håndværk og Sapa Museum
- Vandreture til vandfald, lokale landsbyer og mægtige Mt. Fansipan
Byen i Vietnams fjerne nord
Sapa ligger cirka 350 km fra Hanoi i det nordvestlige hjørne af Vietnam, omgivet af landets betagende Hoang Lien Son-bjergkæde og Indokinas højeste bjerg Mt. Fansipan, som med sine godt 3100 m troner over områdets yndige bjergdale, risterrasser og minoritetslandsbyer.
I fordums tid var Sapa et yndet tilflugtssted for de franske koloniherrer, som flygtede fra sommervarmen i Indokinas hovedstad Hanoi. I dag er Sapa en travl markedsby og en populær base for rejsende, som vil opleve dette enestående, smukke hjørne af Vietnam.
Risterasser, landlig charme og spændende kulturmøder
Glæd jer til at begive jer ud i området omkring Sapa, hvor byens markeder og trafik hurtigt fordufter til fordel for landlig ro og charme. Og til at gå i skyerne, se vandbøflerne i rismarkerne og lade den indre ro vokse i dette bortgemte hjørne af Vietnam.
Sapa byder også på berigende kulturmøder med de i alt fem forskellige minoriteter, der bor i bjergene omkring byen. De to største minoriteter er Hmong og Red Dao. Det er fascinerende at opleve, hvor forskellige de to minoriteter er, selv om de lever i samme område og har gjort det i århundreder.