Ja, faktisk skal I så langt nordpå, som I overhovedet kan komme i Vietnam, for jeres endestation er grænsebyen Lao Cai, som grænser til Kina. Eller det vil sige toget kører ikke længere, men I skal lidt længere endnu, på en smuk køretur til bjergbyen Sapa og jeres lodge de næste 2 nætter, Topas Ecolodge.
Efter ankomst i lodgen, kan I nyde en god morgenmad, inden formiddagen står på et besøg til Sapas farverige morgenmarked, hvor områdets mange minoriteter kommer ind med broderier, smykker, grøntsager og frugt, som de gerne bærer på ryggen i en hjemmeflettet kurv.
Markedet er en rigtig god introduktion til Sapas liv og de forskellige minoritetsgrupper, som I hurtigt vil lære at kende forskel på ud fra deres beklædning.
Fra markedet går turen til frokost på en lokal restaurant – glæd jer til lokale specialiteter som sticky rice og grillet fisk – inden I kører mod den lille maleriske Hmong-landsby Hang Da, hvor i stiller bilen og snører vandrestøvlerne.
Landsbyer og landliv i øjenhøjde
Hmong-folket er den største af Vietnams etniske minoriteter og udgør godt 50 procent af minoriteterne i Sapa-dalen. Men der findes mange forskellige Hmong-grupper, og dem I møder i dag, tilhører de såkaldte Hmong Dou (Sort Hmong), som går i mørkt, indigo-farvede tøj, som de væver af hamp. Hmong Dou er særlig kendt for deres stærke ligestilling mellem kvinder og mænd, som ofte løser dagens opgaver i fælleskab.
Til gengæld er det en lang og veldefineret proces, at overbevise en Hmong-kvinde om ægteskab, men alt det vil jeres guide fortælle jer meget mere om, mens I går til fods gennem den gudesmukke Sa Seng-dal. Her passerer I flere Hmong-landsbyer på jeres vej med lejlighed til at falde i snak med de gæstfrie landsbyboere.
Efter jeres vandretur i dalen, bliver I hentet i bil og kørt tilbage til Topas Ecolodge, hvor I kan nyde resten af dagen – måske I vil en tur i spaen og prøve en traditionel Red Dao massage eller måske har I bare lyst til at hvile fødderne i saltvandspoolen med en drink inden aftensmad.
Dagens vandretur er cirka 6,7 km lang og tager omtrent 2,5 – 3 timer.