Nationalretter på menuen
Det er ganske prisværdigt som oplevelserne udenfor togets nypudsede vinduer smitter af på maden. Når "Pride of Africa" ruller igennem en af Sydafrikas største og ældste ørkener, The Great Karoo, så er der naturligvis Karoo-lam på tallerkenen. På samme måde er Sydafrikas nationalret, Bobotie, også på menuen. Det er en ret, som Malay slaverne tog med sig hertil fra Sydøstasien, der består af hakket oksekød krydret med karry og sødet med rosiner og med et låg af mælk og æg, der bliver bagt i ovnen. Langs ruten vrimlede det tidligere med store flokke af springbukke, men i dag er de sjældne at se. Til gengæld lægger køkkenet gerne et par medaljoner af netop springbuk på det fine porcelæn.
En simpel frokost kan starte med en forret i form af en grøntsags-gateau med avocado-mousse, derefter står valget mellem kartoffel pandekager med tomat og mozzarella, pandestegte Karoo lammekoteletter eller dagens salat til hovedret. Måltidet afsluttes med en æblekage med Rooibos Créme Anglaise, men har man lyst til flere smagsindtryk kommer der gerne lidt sydafrikanske oste med kiks på tallerkenen.
Listen med gode druer er alenlang, hvoraf Kanonkops fine Pinotage fra 2003 bør fremhæves. Denne drue er særlig for Sydafrika og fremstår her som en fuldfed rødvin med røde og sorte bær og antydningen af banan. Med dette vinkort i hånden kan det snildt lade sig gøre at få et glas mousserende vin, inden maden kommer på bordet, et glas hvid til forretten og lidt rødt til hovedretten, og så lige et lille glas dessertvin til at slutte måltidet af med. Frokosten, vel at mærke ...