Tak til høvding Te Heuheu Tukino IV
Når naturelskere i dag rejser til Tongariro National Park, kan de takke høvding Te Heuheu Tukino IV fra Maori Ngati Tuwharetoa-stammen.
For at undgå udstykning af sit 26,4 km² store stykke land med blandt andet Mount Tongariro, Mount Ngauruhoe og dele af Mount Ruapehu, forærede han det i 1887 til den engelske krone, mod at staten garanterede, at landet aldrig ville blive opdelt. Det blev starten til den i dag næsten 800 km² store nationalpark.
Fra månelandskab til frodig skov
Naturen i Tongariro National Park er intet mindre end enestående. Vest for vulkanerne er der frodig, tempereret regnskov med et rigt fugleliv og de kæmpe bregnepalmer "silver ferns". Mod øst er der til gengæld gold ørken, hvor I føler jer hensatte til månen.