De største oplevelser i og omkring Chiles hovedstad
Oplev alt det bedste, som Santiago de Chile har at tilbyde, på en enkelt dag. Jeres private guide på heldagsturen tager jer med rundt til bl.a. regeringspaladset, Plaza de Armas og Santa Lucia-bakken, inden turen fortsætter uden for byen til en af Chiles mest berømte vingårde.
Chiles hovedstad, Santiago de Chile, er en livlig storby koncentreret i en gryde mellem Andesbjergene, hvis bjergtoppe titter frem mellem højhusene og bag byens grønne parker. Kun få bygninger fra Santiagos kolonitid er endnu bevaret, til gengæld er byen rig på neoklassicistisk og art deco-arkitektur, og I får alt det bedste at se på denne tur med privat guide rundt i byen.
Historie og hverdagsliv ved Plaza de Armas
I starter med en slentretur ad de hyggelige gågader i centrum, indtil I når den centrale plads, Plaza de Armas. Her vogter historiske bygninger såsom præsidentpaladset, katedralen og det chilenske nationalmuseum med stoisk ro over det pulserende hverdagsliv, og jeres guide fortæller om både fortid og nutid her i Santiagos hjerte.
Santa Lucia-bakken
Fra Plaza de Armas kører I videre til Santa Lucia-bakken, hvor Santiago blev grundlagt i 1541. Indtil da havde området været beboet af lokale indianske stammer, men ved den spanske invasion blev der udstukket en ny byplan efter europæisk forbillede med kirker, administrationsbygninger og almindelig beboelse for de spanske soldater og deres familier.
Mærk kolonitiden
Spanien fastholdt koloniherredømmet frem til starten af 1800-tallet, og ingen steder mærkes kolonitiden stærkere end ved Santa Lucia-bakken. Kvarteret huser fortsat Santiagos ældste bygninger med gamle fæstningsværker og den smukke Neptun-fontæne, der springer i øjnene som et af byens markante vartegn.
Blandt kunstnere og munke
På den anden side af Mapocho-floden, der flyder gennem byen, skal I opleve bydelen Bellavista, der huser Santiagos mest kreative og kulturelle miljøer. Her besøger I Pueblito Los Dominicos, et kunstnerkollektiv understøttet af de lokale dominikanermunke, hvis klostermure også danner rammen om kunstnernes store markedsplads. Der bliver god tid til at gå på opdagelse blandt de mere end 150 boder og værksteder med chilensk kunst og kunsthåndværk.
Videre til vinsmagning
I bliver kørt tilbage til hotellet, hvor I har tid til at spise frokost i nærområdet, inden I bliver hentet til dagens anden oplevelse. Nu går turen uden for byen. Santiagos beliggenhed mellem bjergene gør jordbundsforholdene særligt gunstige for vindyrkning, og dette får I selv at se, når I nu skal gæste vingården Concha Y Toro, der er landets største vineksportør.
Midt i Maipo-dalen
Concha Y Toro ligger i hjertet af Maipo-dalen, Chiles førende vindistrikt. Sirlige ranker med Cabernet Sauvignon, Carmenere og Merlot pryder bakkedragene, og på Concha Y Toro produceres vinen fortsat efter traditioner, der kan dateres helt tilbage til vingårdens grundlæggelse i 1883.
Chiles største vinemperium
Den beskedne start har i dag udviklet sig til et omfattende imperium, og i en mindre gruppe (maks. 15 personer) på turen rundt på gården og i markerne hører I om vingårdens mange forskellige typer af vine, og I får smagsprøver på de bedste. Vingårdens personale fører jer igennem hele produktionsfasen fra druerne på marken til de endeløse rækker af fade i kælderen, inden turen atter går retur mod jeres hotel i Santiago.
Alt på denne rejse til Chile kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Chile.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.