Guide
Ude på vulkaner i Tongariro National Park
Oplev en aktiv vulkan
At stå på en aktiv vulkan, er altid en oplevelse, der får lidt af urkraften frem i en. Bjerget og det store krater er dannet gennem tusinder af år, og midt inde i de svovllugtende dampe, er der åbent ind til jordens glødende indre. Man ser kræfter i øjnene, som er så store og storslåede, at man ikke kan undgå at føle en særlig respekt.
I Tongariro National Park går følelsen af respekt i lige så høj grad til høvding Te Heuheu Tukino IV fra Maori Ngati Tuwharetoa-stammen. For at undgå udstykning af sit 26,4 km² store stykke land med blandt andet vulkanerne Mount Tongariro, Mount Ngauruhoe og dele af Mount Ruapehu, forærede han det i 1887 til den engelske krone mod at staten garanterede, at landet aldrig ville blive opdelt. Det blev starten til den i dag næsten 800 km² store nationalpark.
Fra månelandskab til frodig skov
Naturen i Tongariro National Park er intet mindre end enestående. Vest for vulkanerne er der frodig, tempereret regnskov med et rigt fugleliv og de kæmpe bregnepalmer "silver ferns". Mod øst er der til gengæld gold ørken, hvor I føler jer hensatte til månen.
Overalt er der smukke vandreruter med sværhedsgrader for enhver. I kan vælge at tage på en arrangeret tur med guide eller ud på egen hånd. Ruterne god skiltning, der viser, hvor lang tid der er til målet. Den mest kendte – og sværeste – er Tongariro Crossing Track på 8 - 9 timer forbi floder, vandfald, smaragdgrønne søer og de spektakulære kratere på Mt. Tongariro. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, f.eks. Whakapoapanui Walk på et par timer fra informationscentret og forbi de smukke Taranaki Falls.
I kan også vælge at tage liften fra Bruce Road op til den højeste af de tre vulkaner, Mt. Ruapehu på 2.797 m. Her finder I New Zealands højest beliggende café med en utrolig udsigt mod Mount Tongariro og Mount Ngauruhoe, og I kan gå en tur til kratersøen. Med mindre I kommer der i jeres sommerferie, hvor det jo er vinter i New Zealand, for så står I midt i et af New Zealands største skiområder!
Mindst to overnatninger
Vi anbefaler, at I tager mindst to overnatninger i Tongariro National Park, så I har mindst en fuld dag, men har I tid og lyst til mere, vil I ikke fortryde. Der er flere mindre overnatningsmuligheder, men vi foretrækker selv Bayview Chateau Tongariro, der ligger centralt placeret, og hvor man føler sig hensat til før tiden var af lave. Eller af lava, burde man måske sige her.
Tongario National Park ligger i den centrale del af Nordøen. Om sommeren byder den smukke nationalpark på enestående vandreture. Om vinteren er det New Zealands største skiområde.
Vi skræddersyer jeres rejse til New Zealand
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vedledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.
Vi finder det, du ikke finder...