Magiske Mexico

Cenotes - Yucatans underjordiske grotter

Hullet ned til grotten er ikke meget mere end et par meter bredt, og det er mildt sagt begrænset, hvor meget dagslys, der har chancen for at slippe igennem.

Vi befinder os et pænt stykke ude i mexicanske jungle, langt fra alfarvej, men til gengæld meget tæt på tusinder af blodstørstige myg, som lige nu opfører sig som om, de ikke har fået mad det sidste halve års tid.

Altså vælter moskitoerne ud over vores sagesløse arme og ben, som i dagens anledning ikke er beskyttet af det sædvanlige panser af sololie og myggespray, kun et splitsekund efter, at vi har forladt den trygge, air-conditionerede van. For selvfølgelig er den slags moderne, forurenende kemikalier strengt forbudt i mayaernes underjordiske ferskvandsgrotter: Les Cenotes.

I naturens sande tjeneste, styrter vi af derfor sted alt, hvad remmer og tøj kan holde - hen mod den lillebitte træstige, der fører dybt ned i grotten, Cenote Caracol, og som trods de undersøiske lamper, sat op af en nådig sjæl, stadig er kulravende sort.

Vi kravler ned af stigen, misser med øjnene og ænser ikke reet meget andet end det dystre, ugennemsigtige vand, som vi er på vej ned i, selv om der er uendeligt langt fra det mørke hul med de skrigende flagermus, der hviner os om ørene – til turistbrochurernes lokkende, blå laguner.

Iført våddragter, en entusiastisk guide samt ikke mindst drømmen om at have udforsket cenotterne på egen hånd er det imidlertid point of no return. Vi må og skal ned i det sorte hul og skyndsomst fortrænge enhver barnlig tanke om slanger og krokodiller, og hvad ens veludviklede fantasi ellers finder på. En tanke, som alt andet lige ikke er helt så urealistisk endda, eftersom vi få dage tidligere selv har set adskillige, sultne krokodiller langs flodbredden ved sumideron cañon, den enestående, naturskønne kløft, i Mexicos vel nok smukkeste og frodigste region, Chiapas.

Prægtige stalakitter og blå laguner

Et øjeblik efter svømmer vi alligevel rundt i grotten, for fobierne til trods er det som alt andet, man kaster sig ud i her i mexico, fuldstændigt magisk.

Ud over små, fine fisk er her fyldt med prægtige stalaktitter, men kun familiens yngste familiemedlem, Josephine på 12 år, har mod nok til at svømme gennem den 80-meter lange, snævre gang, hvor blot en sprække på 10-15 cm. Levner plads til at komme op og trække vejret.

Søstergrottens loft er imidlertid fuldt af imponerende drypsten, som man skal passe på ikke at støde hovedet op i. ”Et helt fantastisk syn, hvor både de gamle drypsten og de nye, som er i fuld gang med at forme sig, ligner sugerør”, som vores udsendte omhyggeligt rapporterer.

Men lider man af bare en smule klaustrofobi, er den del af udflugten langt fra anbefalelsesværdig. Omvendt kan man med sindsro tage turen til den langt mere fremkommelige grand cenote, som med sin åbne, naturlige konstruktion tillader selv den mest paranoide badegæst at overskue situationen.

Grand Cenote er en klassisk, forførende, klar lagune fuld af farvestrålende fisk, og da vi tidligere på dagen dykker ned i det blå, får vi følgeskab af en flok dykkere, som pludselig dukker op gennem en undersøisk passage.

Flere end 3.000 cenotes på Yucatan

Faktisk er det meste af yucatan-halvøen med sine over 3000 underjordiske kalkstens-grotter, en gigantisk, fascinerende, hemmelig mayaverden. Et ukendt, storslået rige, befolket af tusindvis af stalaktitter og stalagmitter og en overraskende og nærmest ubeskrivelig oplevelse for den, der ulejliger sig indenfor.

Kan også opleves tørskoet

Er man ikke så meget til dykning, kan grotterne også besøges i tørskoet tilstand, som den vældige, forstenede drypstenshule, Owl Cenote. Så efter en mindre fodtur gennem junglen, træder vi nærmest direkte ind i noget, der ligner en filmkulisse fra harry potter og halvblodsprinsen.

Hvis man tilfældigvis husker slutscenen, hvor Harry, på jagt efter endnu en hurcrux, netop havner i en grotte, hvor han trækkes ned i en mørk, dybgrøn suppe af dystre, afdøde væsner - ja, så er det som at være der selv.

Oplyste, forstenede hvælvinger og det dunkle, dybgrønne vand ligner et kammer af ukendte fortidsminder her dybt inde i junglen, og følelsen af evighed, og hviskende ånder hænger stadig i luften, da vi igen træder ud i sollyset for at pleje vores opsvulmede myggestik.

Fjerklædte dansere og jomfruen af Guadelupe

Men myg og moskitos har vi stadig til gode, da vi to uger inden lander i Mexico City; første stop på turen, en af verdens vildeste og mest pulserende hovedstæder.

Vi bor på hotel génève, som er et hyggeligt og meget centralt beliggende hotel i den såkaldt sikre zona rosa, og vi har et heftigt dagsprogram.

Solpyramiden og Månepyramiden

Vi har vandret rundt i Teotihuacán, det imponerende tempelkompleks, som ligger ca. 40 km. Fra Mexico City, stået på toppen af verdens tredje største pyramide, Pirámide del Sol, besøgt det imponerende museo nacional de antropologia og trasket rundt på Zocaloen med metropolitan-katedralen og regeringspaladset.

Sidst, men ikke mindst har vi brugt et par timer i og omkring den overvældende domkirke, Basilica de Guadalupe, og suget så meget af den sindssygt betagende storby til os med dens dansende indianere, grillede majskolber, bogcafeer og gade-healing, som det overhovedet kan lade sig gøre på en enkelt eftermiddag.

Mexico City er en sydende, eller rettere spilkogende metropol. Et gigantisk trafikinferno, som samtidig bimler og bamler af indianske trommerytmer fra den kultur, der lever i bedste velgående, og som man møder i al sin magt og vælde, når man ankommer til Teotichuacán, som i storhedstiden fra 300 til 600 e. Kr. Husede 150.000 mennesker.

De Dødes Allé

Her går man først af de dødes allé fra templet bygget til ære for guden Quetzalcóatl, den fjerklædte slange, som går igen i en række af de indianske kulturer og legender.

Midtvejs oppe af alléen finder man så Solpyramiden, og Månepyramiden ligger som en oplagt afslutning ved siden af jaguarpaladset, palacio de los jaguares, hvor man får et lille indtryk af de farverige freskomalerier, som oprindeligt har præget området.

De store indianerkulturer gennemsyrer fortsat livet i Mexico mindst lige så meget som den moderne, spanske, vestlige kultur. Hvad det for alvor indebærer, oplever vi direkte på den myldrende, tætbefolkede kirkeplads lige foran basilica’en, som er rammen om en gigantisk sammensmeltning af racer og religioner.

Jomfruen af Guadalupe

Således har tusindvis af pilgrimme denne lørdag formiddag slået sig ned på det enorme, kirkelige areal, som ligner en større campingplads med sovende og spisende mexicanere i alle aldre.

Der kokkereres over åben ild, overalt dufter der skønt af mad, røg og liv, og mange sover på tæpper, på plastikposer eller andet – da mange af de folk, vi ser, ludfattige, og i øvrigt har rejst i dagevis til fods fra de fjerneste dele af Mexico for at bede til den hellige jomfru.

Halvdelen er Mexicos 110 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og der er ingen tvivl om, at det er et meget repræsentativt udsnit af den gennemsnitlige, mexicanske befolkning, vi møder her på pladsen.

Faktisk valfarter ikke mindre end seks millioner pilgrimme hvert år hertil, hvor højdepunktet er at lade sig transportere på en slags rullebånd hen foran et gigantisk billede af jomfruen.

Hvert år kommer de samme mennesker på nøjagtigt samme tidspunkt for at hylde Jomfruen af Guadalupe, som mexicanerne kalder Jomfru Maria, men som i den mexicanske version faktisk er et fantastisk billede på landets racemæssige og kulturelle blanding.

I den mexicanske fortolkning er hun født som en sammensmeltning mellem indianske og spanske kulturer og repræsenterer derfor både den gamle indianske tro og den katolske. Men midt i den sydende storby hyldes hun af purunge, piercede mexicanere, gamle morliller og overvægtige familiefædre, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at der var tale om optakten til en større rockkoncert – bort set fra, de gigantiske blomsterformationer, tusindvis af alterlys med religiøse motiver og alenlange parader af bedende mennesker, der kryber på knæ hen mod den hellige moder.

Gigantisk udendørs væksthus

Tanket op af storbyens overvældende, velgørende kulturchok, sætter vi næste morgen kurs mod chiapas. Efter en kort flyvetur på halvanden times tid lander vi i Tuxtla, hvor vi samles op af Nyhavn Rejsers faste samarbejdspartner.

Alligatorerne i Sumidero Kløften

Et par timers kørsel senere ankommer vi til sumidero-kløften, hvor vi nu suser af sted i en veltrimmet speedbåd op gennem den frodige, grønne kløft, som er spækket med smukke vandfald.

Pelikaner og andre eksotiske fugle i flokkevis krydser det skarpe sollys, og kløften er som en levende billedbog af skønhed og frodigt dyreliv. Med et får vi så øje på dem: alligatorerne, som naturligvis har set os længe før, vi har set dem, og bådens kaptajn slukker motoren, så båden stille og sagte driver helt tæt ind på siden af dem, så vi kun er få meter fra flodbredden.

Lige så fascinerende som alligatorer er de betagende, frugtbare bjerglandskaber, vi senere på dagen kører igennem. Citrusfrugter, chili, papaya - nødder og majs. Der er stort set ikke den frugt eller grøntsag. Som ikke dyrkes i dette gigantiske udendørs væksthus, som også den danske opdagelsesrejsende og forhenværende levemand, frans blom, hovedkulds forelskede sig i, da han som 26-årig ankom til San Cristóbal i Chiapas i 1919.

Frans Blom endte i Mexico, fordi hans far var træt af hans pengeforbrug og overdådige livsstil, og derfor blev han sendt hertil, på en enkeltbillet vel at mærke, så han i stedet for at bruge løs af sin fars penge kunne lede efter olie ude i junglen.

Casa na Bolom

Det var imidlertid ikke olien, men regnskoven og mayaindianernes kultur, som frans blom forelskede sig i. Så blom blev i stedet en verdensberømt eventyrer og arkæolog fra Harvard University, ligesom det rent faktisk var danskeren, som banede vejen for et af de vigtigste fund i mayaruinerne i palenque, kongegraven i temple of the incriptions.

Frans blom slog sig ned i san cristóbal, hvor hans hjem i dag er rammen om foreningen Na Bolom, som fortsat gør et stort arbejde for at bevare regnskoven og for at hjælpe de truede lacandon-indianere, opkaldt efter verdens næststørste regnskov, lacandon, som de bor i. Og tilsvarende er casa na bolom i dag rammen om et forskningscenter for økologi, antropologi og samfundsudvikling samt verdens største maya-bibliotek.

Overnat i Casa Na Bolom

Nyhavn Rejser arrangerer også overnatninger på na bolom, der ud over et velbesøgt museum også er indrettet som et helt specielt hotel med en usædvanlig sjælden charme og skønhed. De mørkegule, historiske bygninger er omkranset af gamle træer og skønne blomster, og væggene er dekoreret med helt fantastiske billeder, taget af Frans Bloms hustru, den schweiziske journalist og fotograf, Gertrude Duby.

Restauranten styres i dag af Frans Bloms 76-årige plejebarn, Doña Beti, alle gæster spiser hver aften samlet ved et gigantisk langbord, og stedet emmer af kultur, atmosfære og udødelighed, som på alle måder er en kæmpe oplevelse.

Tæt på Casa Nabolom ligger landsbyen San Juan Chamula, hvis kirke ligesom basilicaen i Mexico City også vidner om en fascinerende sammensmeltning mellem den originale mayakultur og den katolske kirke.

Det er en solbeskinnet onsdag morgen, da vi besøger kirken, hvor det vrimler med lokale fra bjergene, og indenfor er luften tyk af røg og røgelse. Flere maya-familier er i gang med at fordrive alt ondt ved at en medicinkvinde, la cuerandera, gnider en levende høne hen over alle familiens børn, forældre og bedsteforældre, for at overføre al ondskab og sygdom til dyret, som efterfølgende får vredet halsen om inde i kirken.

Lysene blafrer og brænder, så det nærmest ser ud som hele kirkegulvet omkring familierne står i lys lue, og efterfølgende drikker familien coca-cola eller fanta for at komme til at bøvse for at rense sjælen.

Storslåede kaskader

Men hjertet er tungt, da månen næste morgen kl. 6 stadig står højt på himlen, og himlen er dækket af lysende stjerner, hvor vi tager afsked med San Christobal og Casa na Bolom. Chaufføren, som har været tidligt oppe, tager vel imod os i sin magelige van og kører nu mod mayaernes land i palenque.

Landskabet, som langsomt vågner, indhyllet i mosekonens bryg og en dybrød morgensol, er blændende smukt og matcher dagens øvrige, storslåede naturoplevelser.

Tæt på Palenque ligger det storslåede Agua Azul-vandfald, hvor det ene vandfald afløser det andet i et krystalblåt brus gennem den frodige, grønne regnskov, og ikke langt derfra ligger det tilsvarende noget mindre, men dog også meget betagende vandfald, mi-sol ha.

Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved hotel nututun, hvor vi lige når en tur i poolen, inden solen går ned, for næste morgen venter Palenque.

Palenque

Ruinerne ligger med det flade lavland mod nord og bjergene mod syd, og kun en brøkdel kan ses af det blotte øje, og af alle de store oplevelser i mayaernes land er Palenque den største.

Vi er der tidligt om morgenen, og vises rundt af ernesto, der ligesom alle andre guides ved Palenque kender alt til Frans Blom og hans betydning. Da det går op for ham, at vi er fra danmark, bliver vi hurtigt genstand for en vis opmærksomhed, og turen igennem referer ernesto bestandigt til Frans Blom og fædrelandet.

Efter at have trasket op og ned ad pyramiderne i timevis til lyden af brøleabernes skrig, (samme skrig, som har lagt lyd til 80 % af soundtracket i Jurrassic Park) er vi efterhånden godt mørbankede på den gode måde. Tilbage på Hotel Nututun nyder vi freden og stilheden ved floden og glæder os til den sidste uge, som venter forude ved det brusende caribiske hav.

Cozy relaxed i Tulum

Las Palapas på Playa del Carmen er et af de absolut hyggeligste hoteller på kyststrækningen, der ellers udmærker sig ved den ene mere rædselsfulde turistghetto efter den anden. Overdreven luksus er der imidlertid også plads til, gemt bag de mildt sagt overdådige, kunstige marmor-klippevægge, hvorfra kaskader af vand vælter ned som de kølige, imponerende, men ikke særligt imødekommende facader, der ligger langs hovedvejen fra lufthavnen ind mod playa del carmen.

Der er ikke mange kvadratmeter, der ikke er bebygget, ligesom adskillige nye hoteller skyder op rundt omkring, for stranden er helt fantastisk, så der er rift om beliggenheden og turisterne. Byen er hyggelig og byder på flere luksusbutikker og ”mærkevare” is og kaffebarer, som Starbuck’s, Ben & Jerry’s og Häagendazs, ligesom der er et væld af fantastiske restauranter.

Her vil vi ganske kort anbefale den italienske mama, udvandrer direkte fra Rom, som på Il Pescatore serverer hjemmelavet pasta, så englene synger – men det er naturligvis kun, hvis det kunne tænkes, at man en enkelt dag vil fornøje sig med andet end de mexicanske retter, som jo alt andet lige er et must at gå om bord i.

På den lokale et par sidegader nede mæsker vi os således med guacamole, tacos, og fyldte quesadillas i massevis, og velvoksne hummere og andre skaldyr fås for en slik på fantastiske fiskerestauranter, hvor la pesca bare er en af dem.

Stormen og skyerne på himlen er af og til lidt sorte, så hånden på hjertet er det måske nok med en smule bange anelser, da vi sætter kurs mod Tulum, for venner og familie har flittigt sms’et os om orkanen rick, der lige nu hærger mexicos kyster, og vi skal bo direkte på kysten på hip hotel – et fantastisk stilfuldt og meget gennemført hoteletablissement på kanten af det brusende hav.

Solen tager imidlertid godt imod os, da vi ankommer ved kysten, hvor store, luksuriøse strandsenge på et splitsekund får os til at glemme alt om stormvarsler og sms’erne hjemmefra, som i øvrigt handler om en orkan, der er tusindvis af km fra, hvor vi befinder os lige nu.

Hotellet er tip-top, cozy relaxed med al landsens tilbud inden for yoga og spa – ligesom kite - og windsurfing også er en del af programmet, hvis man har mod på det. Således er der i den grad dømt driver- og danseliv i de næste par døgn, indtil rastløsheden melder sig, og vi må ud og erobre verden endnu engang.

Vi booker derfor en taxa og kører ud i det blå med kurs mod Akumal, en fantastisk og meget anbefalelsesværdig strandbugt kun godt en halv times kørsel fra Tulum.

Drømmen om havskildpadder

Drømmen er at komme til at møde en enkelt havskildpadde eller to, så vi ankommer midt på formiddagen, hvor solen bager nådigt, og havet og himlen i fællesskab er så krystalklart, som det kan blive. Iført snorkler og dykkermaskerne sætter vi kurs mod det åbne hav, men efter godt et par hundrede meter begynder vi så småt at opgive håbet.

Vi er kommet lige lovligt langt ud, så vi beslutter at vende om med uforrettet sag, men svømmer stadig med maskerne under havoverfladen i håb om at få følgeskab af de undersøiske beboere, der har lagt navn til bugten, (i og med at aku betyder skildpadde på spansk). Desværre møder vi kun et væld af små, sjove fisk i alle regnbuens farver. Lige indtil vi nærmest får et chok, da det stolte, halvandet meter lange dyr i al sin magt og vælde pludselig dukker op lige neden under os.

Pudsigt nok har skildpadden travlt med at græsse på havbunden, og det varer ikke længe, før endnu en og en til dukker op, indtil vi befinder os lige over en mindre flok, som virker så hyggelige, at man umiddelbart straks får lyst til at række hånden ud og bare klappe dem på hovederne. At vi ikke gør det, viser sig senere at have været en ganske udmærket idé, eftersom skildpaddens næb, som det faktisk hedder, er knivskarpt, og på no time kan klippe en finger over – hvis den tilfældigvis skulle være i humør til det.

Heldigvis er erindringen om skildpadderne kun positive, da vi umiddelbart efter bevæger os op af vandet håb om lige at kunne nå endnu en sightseeing, inden dagen er omme, og solen sænker sig over havet, junglen og mayaernes eventyrlige underverden, Les Cenotes. Hvor der (ps) slet ikke er nogen alligatorer….

>> Se vores rejser til Mexico.