På gletsjervandring i New Zealand

New Zealand: Det hele startede med et postkort og et spørgsmål: »Har du nogensinde vandret på en gletsjer?«

Billedet på forsiden af postkortet viser en gigantisk istunge, der krænger sig ned ad en bjergside og ind i en skovklædt dal, før den brat stopper, som om den har mistet pusten og ikke kan mere. Det ser grotesk og fotomanipuleret ud. En gigantisk gletsjer, 14 kilometer lang og flere hundrede meter dyb, omgivet af grøn skov og forvredne bjerge, på begge sider. Hvordan kan det lade sig gøre?

Midt i alt det hvide bevæger et par små skikkelser sig hen over is-massivet. Med små prøvende skridt lige efter guiden. Om få timer er det mig, der forsøger at få pigskoene til at bide, mens lyden af smeltevand og is, der brækker, lyder omkring mig. Om få timer er det mig, som skræver hen over ti meter dybe gletsjerspalter, skæver mod himlen og håber vejret holder, mens jeg lytter nøje til guidens formaninger om ikke at bryde ud af rækken, men tværtimod følge hans huggede skridt i isen.

Fox Glacier - vidunder og mystium

Fox Glacier på New Zealands vestkyst er et af verdens vidundere og lidt af et mysterium. Den smukke gletsjer er en af kun 11 gletsjere i verden, der slynger sig ned igennem regnskov, kun 250 meter over havets overflade. At den så oven i købet er let at komme til og bestige, har sammen med nabo-gletsjeren Franz Josef gjort området til et yderst attraktivt udflugtsmål for eventyrlystne rejsende fra hele verden.

Her kan man komme tæt på et helt særligt naturfænomen, mærke adrenalinen suse rundt i kroppen og blive fysisk udfordret med guidede halv- og heldags ture op på selve gletsjeren, der konstant er i bevægelse og konstant ændrer form.

New Zealand er blevet beriget med en natur, som kun meget få andre lande – hvis overhovedet nogen – kan hamle op med, og kiwierne (som de ynder at kalde sig selv) forstår om nogen at bruge den og gøre deres rige naturskatte tilgængelige. Man kan være temmelig sikker på, at så snart man ser en bjergtop, en flod, en nationalpark, en vulkan, er der nogle driftige lokale, der tilbyder helikopterture, jetboatture, jeepture, vandreture, bungy jump eller andet aktivt.

Sådan er det også med Fox Glacier. Siden 1928 har lokale bjergguider tilbudt vandreture på »den store hvide tunge«, som de kalder gletsjeren. I den nærliggende by, Fox, er der i dag en blomstrende guide-forretning, der på de travleste dage tager mere end 300 mennesker op på gletsjeren om dagen.

Guidede ture for alle

Det er således ikke en oplevelse forbeholdt de adrætte og vovemodige. Faktisk tilbyder det lokale guidefirma, der har eneret på at arrangere ture til gletsjeren, halvdagsture, hvor de fleste kan være med, mens der for de mere eventyrlystne er heldagsture og decideret isklatring og huleudforskning.

Men at vandre på is er ikke ufarligt. Hvert år kommer folk alvorligt til skade, fordi de ikke kender forholdene og ignorerer de kraftige advarsler om kun at prøve kræfter med gletsjeren i følgeskab med en erfaren guide.

At bestige en gletsjer og vandre på den er som at bevæge sig ind i en ukendt verden, hvor alting ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Isen lever og bevæger sig – hver dag, hvert minut.

14 km langs gletsjer

I den øverste del af den 14 kilometer lange gletsjer med op til fem meter om dagen, i den nedre del med op til to meter om dagen. For mennesker, der aldrig har vandret på en gletsjer før, er det svært at forholde sig til de tal, men de konstante bevægelser i isen er nok til at åbne og lukke gletsjerspalter, gøre ruter, der før var tilgængelige, umulige at benytte, skabe lumske huller og spejlglatte overflader, hvis temperaturen pludselig falder et par grader, eller det begynder at regne eller sne midt på ruten.

Omvendt er det denne fantastiske nærhed til naturen, den »levende« is, spændingen og skønheden ved at bevæge sig i en verden af is og komprimeret sne, der gør Fox Glacier til et sted, der ikke bare er en omvej værd – men en rejse værd for at bruge restaurantbiblen, Michelins, termer.

Efter en halv times vandring over forvredne klipper begynder opstigningen igennem regnskoven mod Fox Glacier. Lagene af tøj ryger af et efter et. Den fugtige varme og de mere end 800 huggede trin i den stejle bjerg/skovbund gør sit.

Mellem grenene på træerne kan gletsjerens hvide overflade skimtes. Det virker nærmest naturstridigt at gå svedende mellem bregner og store løvtræer og vide, at om mindre end en halv time er det is, man går på.

Inden turen havde guiden bedt os medbringe 3-4 lag tøj, solbriller, solcreme, en rygsæk, madpakke, vand og handsker. Kort sagt tøj tog forplejning til alt slags vejr. Det er nødvendigt, for i højden og midt på en gletsjer kan vejret skifte med minutters varsel. Denne dag er der ikke meget, der tyder på andet end høj sol og svag vind. Perfekt gletsjer-vejr, hvilket langt fra er en selvfølge på New Zealands vestkyst, hvor det regner mere end noget andet sted i New Zealand – op til otte meter om året.

Efter en lille times vandring af stejle skov- og bjergstier åbner skoven sig pludselig op i et dramatisk view over Fox Glacier. Is-massivet breder sig ud under os. Kontrasten mellem grønne træer og hvid is er slående.

Efter et kort stop for foden af gletsjeren, hvor alle i gruppen får pigge under skoene og en stav i hånden, er vi klar til at træde ind på det hvide forvredne tæppe. Isen har flere steder skruet sig op i imponerende søjler af is, der rejser sig op til ti meter over hovederne på os.

Stilheden breder sig i gruppen. En ærbødig stilhed over det landskab af is, vi alle for første gang betræder. Under støvlerne knirker sneen og isen til gengæld. Strømme af smeltevand fra steder, vi ikke kan se, giver sit besyv med, og med jævne mellemrum knækker majestætiske issøjler midt over med høje og pludselig smæld.

Længere og længere op

Vores guide tager os længere og længere op af gletsjeren. Ruter fra tidligere grupper kan nogle steder anes i isen, andre steder er de huggede trin for længst smeltede og nye må hugges, før vi kan komme videre.

Alting foregår i slowmotion. Det er et sikkerheds spørgsmål. Vi bliver gang på gang bedt om at holde os bag ved – og i en lige linje – efter vores guide, der utrætteligt hugger nye trin i isen, så vi kan forcere selv små stigninger.

Vi kommer kun langsomt frem. For langsomt efter min smag, men på gletsjeren er der ikke noget endemål, bliver jeg belært. Der er det tværtimod hvert skridt og hver ny udsigt, der er selve målet med turen. Jeg begynder at se op og ud og må indrømme, at der måske er noget om snakken.

På begge sider af den enorme gletsjer rejser dalens bjergvægge, der blev formet for mere end 10.000 år siden sig dramatisk. Med jævne mellemrum falder sten og klippestykker ned på isen, hvilket gør det bandlyst at nærme sig siderne af gletsjeren. Mandsstore klippestykker mere end 100 meter inde på isen fortæller sin egen meget håndgribelige historie om, hvorfor det er vigtigt at udvise den yderste opmærksomhed og planlægge sin rute med omhu.

Efter mere end seks timer på Fox Glacier er vi på vej ned. Teknikken med at hamre piggene under støvlerne i isen er efterhånden blevet en vane. Alligevel glider, kurer og falder vi alle med jævne mellemrum i takt med at trætheden sætter ind.

I en dybblå ishule

Næsten nede, hvor vi startede, har guiden fundet en ishule. Ny is har skruet sig op og hen over gammel is og dannet en hule, der tilsyneladende fortsætter dybt ned. Guiden går forrest og tager dem fra gruppen med, der har lyst. Få meter inde i hulen skifter farven til dyb blå. Solens stråler skærer igennem isen og splintrer den i millioner af is-atomer.

Da vi er ude igen, peger guiden på mørk, nærmest dyb-orange farvet is, der ligger som små fine aflejringer på flere af de høje issøjler. Det er aske og støvpartikler fra de store skovbrande i Australien for mange måneder siden. Vestenvinden har bragt asken flere tusinde kilometer mod øst, hvor den har aflejret sig i den kolde is som et vidnesbyrd om naturens forbundethed.

Fox Glacier i New Zealand er ikke bare et umådeligt smukt bekendtskab, det er også en oplevelse, der bider sig fast i ens hukommelse for altid. Jeg finder det gamle lasede postkort frem, som en ven sendte for mere end et år siden. Jeg lægger kortet på bordet ved siden af et nyt postkort, jeg netop har købt. Forsiden er et glittede billede af den mægtige Fox Glacier badet i solskin. Jeg vender det om og skriver: »Nu har jeg…«

Gletsjervandring

• Hvem kan være med: Det kan langt de fleste. Firmaet, der arrangerer ture til Fox Glacier, har skruet forskellige ture sammen, der appellerer til forskellige grupper og fysisk niveau. Middelgod fysisk form, det vil sige man skal kunne vandre i minimum tre til fire timer, er dog nødvendig. Der er en nedre aldersgrænse for børn på syv år, det kan der dog dispenseres for. Aftales med guiderne.
• Hvilke ture: 1) Halvdagstur, fire timers varighed, moderat form og balance er påkrævet. 2) Heldagstur, seks til syv timer, god fysisk form. 3) Endelig er der luksusudgaven – »Heli-hike« – hvor man i helikopter bliver fløjet ind og lander på gletsjeren og vandrer i områder, hvor kun meget få andre kommer (nedre aldersgrænse: Ni år)
• Hvad skal du selv medbringe: Det afhænger helt af vejret og årstiden. Men tre til fire lag tøj, solcreme, solbriller, rygsæk, madpakke, drikkevarer er minimum.