Street art med personlighed
Overalt prydes bymurene med street art, der formidler personlige historier om kunstnerne selv. Little Children on a Bicycle er eksempelvis portrætter af kunstnerens egne børn.
Mine to favoritter er dog Boy on Motorcycle og Boy with Pet Monster på Lebuh Ah Quee Street, der ligger mellem butikker med lokalt håndværk til gode priser. Og i gåafstand til China Towns jetty, hvor shophouses, bygget af kinesiske emigranter i 1900-tallet, ligger på pæle i vandet.
Kulinarisk byvandring
Muntri Street fører til Street of Harmony i Little India. Gaden er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og på bare 200 meter ligger en katolsk kirke, en muslimsk moske, et indisk tempel og et kinesisk tempel.
Vi spiser morgenmad på restauranten Woodland, som laver hinduistiske vegetarretter. Mark har været her mange gange og bestiller et par af sine favoritter til os. Forskellige søde og salte indiske pandekager, karrysovser og lækkerier – der spises med fingrene – hvis man altså har lyst.
Spis dig gennem Georgetowns historie
Det ene øjeblik spiser du morgenmad med kineserne – det næste sidder du på et fransk patisserie, som laver byens bedste croissanter (find dem i Le Petit Four på Lebuh Pantai Street).
Et håndværk fuld af historie
Woodland har 28 år på bagen, og selv om det er en del, ender det med at blive det yngste sted, vi besøger. Mange af street food-boderne har nemlig ligget samme sted og tilbereder retter af opskrifter, som har gået i arv gennem generationer. På et gadehjørne smager vi de to malaysiske nationaldrikke, white coffee og pulled tea. Senere får vi kinesisk nudelsuppe, dim sums og de bedste samosa, jeg nogensinde har smagt.