Vandretur og gourmetmad i Margaret River
3 timers vidunderlig gåtur afsluttet med udsøgt frokost på vingård
Margaret River i Western Australia er smuk natur, skønne vine, udsøgt gastronomi og alt, hvad det gode liv ellers kan byde på. Nyd det på en heldagsudflugt langs den smukke kyst med mulighed for en svømmetur på vejen.
I det sydvestlige Australien strækker staten Western Australia sig ud i det Indiske Ocean. Inde på land er et af Australiens mest kendte vinområder, Margaret River Wine Region, og ude ved kysten forkæles man med de smukkeste scenerier mellem fyrtårnene ved Cape Naturaliste i nord og Cape Leeuwin i syd.
The Cape to Cape Walk Track
Mellem Cape Naturaliste i nord og Cape Leeuwin i syd går den smukke vandrerute The Cape to Cape Walk Track. 123 kilometers betagende natur med skove, klipper, grotter, blomster og strande både til at bade ved og til forrygende surfing.
I kan selvfølgelig vælge at gå hele vejen, men vi har fundet den smukkeste strækning, hvor I samtidig kan afslutte med maner på en vingård.
7 km ad The Cape to Cape Walk Track
I skal på en 3 timers gåtur mellem den smukke strand ved Injidup og surferparadiset Smiths Beach. I passerer flotte udsigtspunkter på vejen, og I kan alt efter årstiden slutte gåturen med en svømmetur i den rolige ende af Smith Beach. Længere nede ad stranden kan I se surferne ride på bølgerne her.
Kommer I til Margaret River i perioden fra juli til november, er der gode chancer for at spotte hvaler. Husk en kikkert.
Inde eller ude alt efter årstid
Frokost på prisbelønnet restaurant
Al en motion og friske luft giver en god appetit. I får en gourmetsnack undervejs på vandreturen, men det kan selvfølgelig ikke gøre det, når man er i et af Australiens mest udsøgte gourmetområder.
Nej, efter gåturen bliver I kørt til den pittoreske vingård Wills Domain, der ikke blot er kendt for sine vine, men også for sin restaurant, der hører til regionens absolut bedste. Her venter en 4-retters menu med udvalgte vine. I kan eventuelt slutte i gårdbutikken, før I bliver kørt hjem til hotellet.
Praktisk information
I bliver hentet på jeres hotel om morgenen og kørt hjem igen efter turen. Gåturen er med en privat guide, som har vand med. I får en flaske i rustfrit stål med for at begrænse mængden af plastik. I må beholde den bagefter. Selve gåturen starter kl. 8.30, og turen slutter 16.30.
Og til sidst for at undgå evt. navneforvirring: Margaret River er navnet på en 60 km lang flod. Den løber gennem en by, der også hedder Margaret River, og ud i Det Indiske Ocean midt mellem Cape Naturaliste i nord og Cape Leeuwin.
Regionen hedder Margaret River Wine Region. Australiere elsker dog at forkorte alt, så ofte vil I kun høre Margs eller Margie Rivs.
Se også fire dages oplevelser: Vandring og poolvilla ved Margaret River
Vi hjælper dig hele vejen
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vedledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.
Vi finder det, du ikke finder