Mellem Great Ocean Road og The Grampians National Park
Beliggenheden mellem Great Ocean Road og grænsen til South Australia og ikke mindst vinområdet Coonawarra er perfekt, men den klart største attraktion i området er The Grampians National Park. Victorias vilde vest brydes af de 400 mio. år gamle blågrå sandstensklipper og bjerge i The Grampians. Over 160 km vandrestier fører jer gennem eventyrlige scenerier med skovområder, søer, vandfald og mærkværdige klippeformationer.
En af The Grampians' store attraktioner er Mackenzie Falls, Victorias højeste vandfald. Hulemalerier i klippefremspring fortæller om tidligere tiders aboriginale bosættelser i bjergene, og på Brambuk kulturcenter vil I kunne høre mere om den aboriginale kultur og mytologi.
Dyrelivet tæller både kænguruer, koalaer, wallabies, myrepindsvin og possums samt et rigt fugleliv med over 200 arter. Besøg Brambuk Aboriginal Living Cultural Centre, beliggende ved Visitor Centre; her kan I få et kort over de steder, der er et besøg værd samt flere informationer om deres spændende historie.
Uanset årstid er bjergene indtagende, men foråret (oktober til november) blænder måske nok mest med et farvestrålende tæppe af vilde blomster.