Velkommen til De Ni Dragers Land
Mekongdeltaet kaldes også for ”De ni dragers floddelta” og er cirka på størrelse med Danmark. Her venter jer en eventyrlig og fascinerende verden af vandløb, kanaler, bifloder, mangrover, sumpområder, rismarker og en lokal levevis, der for manges vedkommende bevæger sig i takt med flodens rytme.
Glæd jer til at opleve et mylder af kanoer, fragtbåde, longtailbåde, flodpramme, vandtaxier, vandbusser og speedbåde, der forbinder bortgemte landsbyer, små øsamfund og livlige provinsbyer – alle med en mangfoldig kultur, der afspejler områdets vigtige rolle som brødkurv i denne del af verden.
Flodens mennesker og fredfyldte rytme
Der bor godt 20 millioner mennesker i Mekongdeltaet – og alle steder vil I opleve det lokale liv. Kvinder som hænger tøj til tørre og børn der leger. Småbønder, som arbejder i rismarkerne og bøfler, der køler sig ned i vandkanten. Fiskere, som kaster deres garn og farverige fragtbåde med alverdens varer og gøremål. Det er ganske enkelt mageløst.