I kommer til jeres villa enten til fods eller med båd til jeres private bådebro. Her træder I ind i en magisk verden, der er jeres helt alene. Alle 900 m2. Da I kan være op til 9 i villaen, har I altså 100 m2 hver. Mindst.
Børnene vil nok opdage den 110 m2 store pool som noget af det første, og vandrutsjebanen ned fra første sal kalder helt sikkert på dem. Lad dem. De kan altid høre om den udendørs biograf senere. I har udsigt til smukke solnedgange og kan selvfølgelig også bade i det klare havvand lige ved jeres villa. Der er inkluderet wi-fi, hvis I skal sende fotos hjem …
3 generationer - 3 soveværelser
The Water Reserve består af flere smukke pavilloner. To af dem huser hver et soveværelse og et enestående badeværelse, hvor I kan dase i badekarret med udsigt over bugten. Se grundplan i galleriet.
Mellem dem er fællesområde med soldæk, seks solstole, pool og en toetagers pavillon med spisestue nederst og en stue på første sal, som kan omdannes til det tredje soveværelse. Her er også eget bad og toilet. I aftaler med jeres rejserådgiver, hvor mange der skal sove hvor.
Ikke for gangbesværede
The Water Reserve ligger isoleret fra det øvrige resort. Det betyder dejligt meget privatliv. I kan ringe efter en båd døgnet rundt, men vil I gå til restauranter og spa, kræver det, at alle er almindeligt godt gående.