Hyggelige Newport var ikke uden grund det foretrukne feriested for Amerikas første millionærer. På Belleview Avenue ligger det ene lille slot efter det andet, hvor nogle er en kejser værdig. Mange af dem er åbne for offentligheden.
Besøg i Vanderbilts "sommerhus" - et overdådigt palads
Vi har arrangeret et besøg, hvor I skal se Vanderbilts "sommerhus", The Breakers. Det er et imponerende palads i italiensk renæssance stil med 70 overdådige værelser. Det blev færdiggjort i 1895 og byder de ca. 400.000 årlige besøgende velkommen med 9 meter høje indgangsporte, enorme krystallysekroner, udsmykkede lofte, silketapeter og et herskabeligt landskab, som strækker sig ud til kysten. I dag er huset et National Historic Landmark.
Har I lyst til mere, kan I også gå ad Cliff Walk og se de utrolige sommervillaer fra kystsiden. Ved havnen og i centrum af byen er mange små butikker og restauranter.