Stemningsfyldt hotel med fantastisk udsigt over isfjorden og Longyearbyen
Funken Lodge er en moderne og stemningsfuld oase midt i Svalbards barske natur. Det stilfulde hotel har til huse i historiske bygninger på Haugen-bjerget med en vidunderlig udsigt til Longyearbyen, Isfjorden og Hiorthfjellet-bjerget.
Med blot 10 minutter til lufthavnen og få minutter til Longyearbyen er Funken Lodge en ideelt placeret base for jeres eventyr på Svalbard – og så ligger det stilfulde hotel perfekt placeret på Haugen-bjerget med udsigt til Longyearbyen, Isfjorden og det dramatiske Hiorthfjellet-bjerg i baggrunden.
Funken Lodge åbnede først dørene i 2018, men hotellet er tæt forbundet med Svalbards fascinerende og barske kulminehistorie – de store rødmalede bygninger blev opført i 1944 til brug som boliger for fuldmægtige i det berømte selskab Store Norske Spitsbergen Kulkompagni. En historie, der stadig holdes i live i form af gamle fotografier og historiske genstande rundt på hotellet i dag.
Nordisk enkelhed, sauna og lounge med ildsted
Funken Lodge er smagfuldt indrettet i ny nordisk stil med gråbrune og naturlige toner, som afspejler Svalbards sneklædte klippelandskaber samt moderne skandinaviske møbler og varme elementer som lædersofaer, store puder, afdæmpede lamper og et skønt ildsted, hvor I kan glæde jer til at nyde en kop kaffe med en bog fra loungens bibliotek, der har et spændende udvalg af arktisk litteratur.
Verdens nordligste cocktailbar
Lige ved siden af, finder I også hotellets hyggelige cocktail- og champagnebar Funken Bar – den eneste cocktailbar på Svalbard og ifølge eget udsagn den nordligste cocktailbar i verden. Funken Lodge har også et fitnesscenter og har I brug en rolig stund efter dagens eventyr i Svalbards natur, finder I også en fredfyldt sauna, hvor I kan få varmen helt ind til knoglerne igen.
Nordisk cuisine med storslået udsigt
Det er ikke mange steder, man kan sidde så langt nord for polarcirklen – kun godt 1000 km fra Nordpolen – og se aftenlyset male snehvide bjerge i ildrøde og lilla farver, mens man venter på en udsøgt, kreativ middag på tværs af det nordiske og internationale køkken. Det kan man på Funktionærmessen, hvor husets kokke fremtryller kulinariske rejser i ét med Svalbards og Nordnorges upoleret natur.
Champagnesmagning hos den gamle købmand
Som en helt særlig overraskelse, arrangerer Funken Lodge champagnesmagning i Svalbards historiske spiritusforhandler Det gamle Norpolet fra 1954. Her kunne de hærdede minearbejdere i gamle dage hente deres ugentlige kvote af spiritus. Det er en passende – og elegant indrettet - ramme for at give sig i kast med nogle af de mere end 70 varianter af champagne, som venter jer.
Stilrene værelser med udsigt og wi-fi
Funken Lodge har 88 værelser fordelt på tre værelseskategorier, som alle er stilrent indrettet i skandinavisk stil med tilhørende Wi-Fi, tv, minibar, Nespresso-kaffemaskiner og komfortable badeværelser med bruser.
Alle værelser har udsigt til de arktiske landskaber udenfor. Hør med jeres rejserådgiver, hvilken værelseskategori, som passer jer bedst.
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Norge. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.