Hjortefarme, stepper, kløfter og bjerge
I starter gennem store skove ved Greymouth. Længere fremme kalder bjergene på jeres opmærksomhed som forsmag på, hvad der venter. Og så går det ellers op i de spektakulære Southern Alps med deres gletsjere, snedækkede toppe og stejle bjergsider.
Hvis I kører Greymouth – Christchurch, er der et lille stop i Arthur Pass, hvor I kan nyde den utrolige udsigt. I kan evt. tage en eller flere overnatninger her for at vandre, og så køre videre med toget en anden dag.
På vej ned mod lavlandet viser Waimakariri River vej et stykke, mens den leder gletsjernes vand væk . Nu går det ud over de vidstrakte Canterbury Plains, hvor I blandt andet kan se nogle af egnens mange hjortefarme. Og ikke længe efter stiger I ud i Christchurch klar til nye oplevelser.