I bliver hentet om morgenen på jeres hotel og kører langs med kysten gennem den frodige jungle, indtil I efter en halv time når vandet. Her venter jeres kaptajn med en åben, motordreven båd, der tager jer videre ind i naturreservatet Sian Ka’an.
På eventyr langs Mexicos caribiske kyst
Heldagsudflugt på vandet ved naturreservatet Sian Ka’an
Det skal I opleve
Biosfære-reservatet Sian Ka'an
Sian Ka'an er et af Mexicos største naturreservater og blandt andet hjem for søkøer, delfiner, skildpadder og fugleliv. Men det er ikke kun dyrelivet, der gør området unikt. Sian Ka'an rummer 6500 km2 koraller, regnskov og mangrover, for ikke at tale om en historisk arv fra mayaernes tid.
De kaldte stedet Sian Ka'an, der betyder, ”hvor himlen blev født”. Området emmer af skønhed og en enestående biodiversitet, og er da også udnævnt til biosfære-reservat af UNESCO. Det betyder, at der må bo et begrænset antal mennesker her, så længe de lever i balance med naturen.
Snorkel på verdens næststørste koralrev
Glæd jer til at udforske Boca Paila-lagunen på det sted, hvor lagunens smulte vande munder ud i Det Caribiske Hav. Det smukke naturfænomen ligger lige ud til et af verdens største koralrev, det 1000 km lange Mesoamerikanske barriererev, som Charles Darwin beskrev som ”det mest bemærkelsesværdige rev i Vestindien.”
Det kaldes også Great Mayan Reef og strækker sig fra Isla Contoy på spidsen af Yucatán-halvøen ned til Belize, Guatemala og Honduras. Jeres guide vil undervejs fortælle om flora og fauna, og der bliver selvfølgelig også tid til en snorkeltur på revet i et område med en sandbanke, som de lokale kalder ”verdens største swimmingpool.”
Ascensión-bugten
Der er god grund til at fluefiskere fra hele verden valfarter til Bahía de la Ascensión, der er næste stop på jeres udflugt. Bugten består af utallige krystalklare flats, kanaler og åbne vådområder, der holder et stort antal fisk, deriblandt rovfisk som den lynhurtige barracuda. Hvis det lykkes en lystfisker at fange rovfiskene tarpon, permit og bonefish, laver vedkommende en såkaldt ”grand slam”. At man kan gøre det her på samme dag, siger noget om Sian Ka’an artsrigdom.
Mangrovens hemmelighed
Der er ingen anlagte stier i området, kun jungle og vildnis. En god måde at trænge ind i naturreservatets tætte jungle er derfor ved at sejle ind gennem mangroverne, hvor I kan være heldige at se havskildpadder, delfiner og søkøer. Og blive klogere på, hvorfor mangroverne er så centrale for dyrelivet i området.
I får også mulighed for at komme tæt på fuglekolonier, hvor eksotiske fuglearter som fregatfugle og skestorke bygger deres reder.
Frokost i Punta Allen
Efter en dag til søs, når I frem til Punta Allen for enden af en 56 km lang tange mellem Ascensión-bugten og Det Caribiske Hav. Det lille fiskerleje lever primært af hummerfiskeri og byder på en tilbagelænet caribisk stemning med palmer, enkle huse og tilsandede jordveje. Glæd jer til den caribiske frokost, der er under opsejling. Der bliver også tid til udforske fiskerlejet til fods eller I kan finde den nærmeste hængekøje og tage en siesta, inden turen går tilbage til fastlandet.
Praktiske oplysninger
I bliver hentet på jeres hotel kl 7.30-9.00 og køres retur igen kl 16.30-17.00. Gruppen er på minimum 2 og maks. 12 tilmeldte. Det er også muligt at organisere private udflugter. Snorkling afhænger af vejrsituationen. Entreer, vand, snacks, frokost samt snorkeludstyr er alt sammen inkluderet.
Vi skræddersyer jeres rejse til Mexico
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Mexico. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.