Mayan Backroads Bike Tour er som navnet antyder ikke som de fleste. I skal ud på de vilde vover med en erfaren guide, der viser vejen gennem Yucatán-halvøens oversete bagland. I starter med en rask cykeltur på mountainbike ad junglestier, der zigzagger gennem det frodige landskab, indtil I når et lokalt mayasamfund, der lever traditionelt og bæredygtigt af landbrug og fiskeri.
Heldags cykeltur i Mayaernes fodspor
Vildt sjov action i Yucatán-halvøens hemmelige bagland
Det skal I opleve
Til bords hos lokal Mayafamilie
Denne udflugt handler om mere end blot adrenalinsus og action. I kommer tæt på Mexicos indfødte kultur, som de færreste turister oplever den, og får fornøjelsen af at møde en lokal mayafamilie. De fortæller om deres levevis og laver desuden en skøn frokost.
Yucatán kan prale af et af de mest velsmagende køkkener i Mexico, og mayaernes bidrag tæller klassikere som guacamole og tortillas samt den smagfulde cochinita pibil, der kan oversættes som en krydret pulled pork, der er marineret i citrusjuice og røde achiote-frø. I går ikke sultne fra bords!
Naturreservatet Punta Laguna
I skal videre ind i naturreservatet Punta Laguna, der har en stor bestand af edderkoppeaber og brøleaber, som I kan være heldige at se, eller i al fald høre, på en tur langs lagunen. Her er også mere sky dyrearter som puma, hvidhalet hjort og den lille hvidnæsede næsebjørn.
Reservatet er også hjem for 30 lokale mayafamilier, som sikrer en bæredygtig form for turisme i det beskyttede område. Lagunen indbyder til svømmeture og kanosejlads, mens guiden fortæller om flora og fauna. Og har man mod på det kan man prøve en 240 m lang zipline, der går over lagunen.
Praktiske oplysninger
Turen starter kl 8 ved Tulum Bike Tours’ hovedkontor i centrum af Tulum, hvor I også får udleveret cykel og cykelhjelm. I køres herfra 1 time i bil til naturreservatet Punta Laguna, hvor cykelturen starter. Efter en forhåbentligt fantastisk dag bliver I sat af på jeres hotel kl 18. Cykelturen er 12 km med indlagte pauser, så er man vant til at cykle, kan de fleste sagtens være med. Grupper er på minimum 4 og maks. 10 tilmeldte. Det er også muligt at organisere særlige udflugter for familier med børn u. 12 år. Entreer, vand, snacks samt frokost hos lokal familie er alt sammen inkluderet.
Vi skræddersyer jeres rejse til Mexico
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Mexico. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.