Raiatea er kendt som Den Hellige Ø, hvorfra mā'ohi-kulturen udsprang og spredte sig til resten af øriget. På østkysten kan I besøge det hellige Taputapuātea Marae-kompleks, hvor der blev afholdt begravelser og ceremonier. Ordet "Marae" refererer til steder, hvor de levendes verden krydsede de afdødes og gudernes verden. Og i dag vidner kompleksets tilbageblevne sten-tikier om denne kulturarv, som også er at finde på UNESCOs Verdensarvsliste. Taputapuātea er et unikt vidnesbyrd om 1.000 års mā'ohi-civilisation. I dag er øen beboet af ca. 12.500 indbyggere.
Raiatea er en skøn base for hikingture samt snorkling og sejlture i lagunen, som øen deler med Taha’a. Under overfladen er øen omkranset af ét stort koralrev, og er I heldige kan I møde alt fra farvestrålende tropefisk til mantarays, havskildpadder og fredelige citronhajer. Raiateas spektakulære natur danner rammerne for hotellets mange friluftsaktiviteter, og er også hjemsted for den eneste sejlbare flod i Fransk Polynesien, Faaroa-floden.
En lille botanisk fun fact: Besøger I øen vil I støde på den sagnomspundne endemiske blomst, Apetahi Tiare, der er blevet Raiateas ikon, og som kun blomstrer på Mount Tamehani.