Naturskøn heldagstur med vind i håret og landsbybesøg
Sejl med speedbåd ad Sigatoka-floden forbi sukkerrørsmarker og palmer, og besøg en lokal landsby. Glæd jer til action, billedskøn natur og charmerende kulturmøder. Heldagsudflugt ved Vitu Levu.
Sigatoka-floden er den længste flod på Fijis hovedø, Vitu Levu. Floden løber både blidt og kraftigt gennem landskabet til landsbyen Navosa og ender i sanddyngerne i Kulukulu, ud til de fænomenale koralrev.
Naturlig skønhed og drikkeklart vand
Floden byder på friske fisk, rejer, muslinger og ikke mindst drikkeklart vand og har i generationer været de lokales primære transportvej, når de skulle ud til kysten. I dag er floden en enestående mulighed for at udforske den frodige natur og de autentiske landsbyer, der gemmer sig lidt inde i landet.
Gennem Fijis salatfad
I bliver hentet på jeres hotel om morgenen og kørt til Sigatoka by, hvorefter turen fortsætter til Sigatoka-dalen med kælenavnet "Fijis Salatfad". Navnet siger alt om, hvad der er i vente. Her er frodigt, grønt og stort set uberørt.
Fart over feltet
Jeres mål er floden selv, hvor jeres speedbåd venter på at føre jer endnu længere væk fra civilisationen. Ved ankomst får I udleveret redningsveste, og så er det ellers af sted med vind i håret og skumsprøjt for boven. De grønne flodbredder glider forbi, og I nyder udsigten til sukkerrørsmarker, palmetræer grønklædte højdedrag.
Fortællinger og fisk
Visse passager tilbagelægger I i et mere roligt tempo, så I rigtig kan suge til jer af indtryk. Imens fortæller jeres kaptajn om landskabet, landsbyerne og Fijis kannibaler, der - heldigvis - gik over til andre næringsmidler i slutningen af det 19. århundrede. Jo længere I sejler ned af floden, jo mere klart bliver vandet, og flere steder er det så klart, at I kan følge fiskenes hurtige svømmetag mellem de farverige sten, der beklæder flodbunden.
Landsbybesøg
Speedbåden lægger til land ved en lille landsby, hvor nysgerrige børn kommer løbende for at byde jer velkommen. Her er I milevidt fra jeres resorts polerede ramme. Landsbyboerne er bønder, der dyrker sukkerrør og høster eksotiske frugter fra de omkringliggende marker og plantager, og ældgamle fijianske traditioner lever videre i bedste velgående.
Kavaceremoni med høvdingen
En af dem er kavaceremonien, som I får lov til at deltage i, efter I har hilst på landsbyens høvdingen og hans familie hjemme i deres hus. Kava er en tratidionel drik brygget på peberrødder, der er rig på muskelafslappende B-vitaminer, som skal skabe ro i sindet og få kroppen til at slappe af. I smager drikken sammen med de lokale på landsbyens samlingssted. Først drikker høvdingen, og herefter går den store træskål på runde.
Autentisk frokost
Mens I er i landsbyen, bliver I også budt på en delikat frokost med alt fra friske grøntsager til de mest farverige og smagfulde tropiske frugter. I sidder sammen med de lokale og spiser på gulvet, og efter måltidet underholdes der med sang og dans efter nedarvede stammetraditioner. Herefter er det tid til at tage afsked, og I går tilbage til jeres speedbåd og sejler retur på Sigatoka-floden.
Håndplukkede rejser
Oplevelserne indgår i disse rejseforslag
Sydney, New South Wales, Australien, Australien og New Zealand
Alt på denne rejse til Fiji kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Fiji.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.