Moderne design i pagt med naturen
Bio Habitat Hotel ligger i Los Nevados National Park, blot 20 minutter i bil fra Armenia og 30 minutter fra Salento. Her bor I midt i regnskoven, og samtidig tæt på kaffelandets landskaber og charmerende byer – den farverige by Filandia ligger 15 minutter herfra og verdensarvsområdet Valle del Cocora er cirka 35 minutters kørsel fra hotellet.
Her får I med andre ord det bedste af alle verdener – et moderne, luksuriøst refugie, der indfører jer i kaffelandets sjæl og højlandets forunderlige natur på én og samme tid. Glæd jer til skønne og sjældne naturoplevelser lige uden for døren, udflugter til kaffelandet og ikke mindst fredfyldte stunder tilbage på hotellet, hvor der venter jer et godt køkken, et wellnesscenter og et udvalg af vidunderlige suiter.
Som navnet antyder, er Bio Habitat Hotel skabt med naturen for øje. De bæredygtige principper viser sig både i hotellets lokale engagement og drift – med bl.a. træplantning, permakultur og solenergi - men også i et moderne og gennemtænkt design, der lukker naturen ind alle steder. Forestil jer et stilrent og robust design i træ, stål og rene betonfalder med bly- og stråtage, der peger tilbage på området historie og kultur.
Det hele spreder sig roligt over et bakkedrag, omgivet af regnskov, fløjlsbløde haver og høje palmer, der fører blikket videre til eventyrlige udsigter over Andesbjergene. Velkommen til den smukkeste base, I finder i Armenia.