Lake Peyto og Lake Louise
Hold en pause, og stræk benene ved Lake Peyto, og nyd søens nærmest unaturlige, turkisgrønne farve. Farven skyldes udledninger af fint klippestøv fra gletsjernes smeltevand. Søen ligger i 1.860 meters højde, og I ser den bedst fra Bow Summit, der er det højeste punkt på Icefields Parkway.
De smukke udsigter fortsætter. Lake Louise er måske Canadas mest fotograferede sø. Når I står på bredden og ser ud over det turkise vand omkranset af de kæmpe bjerge med sne på toppen, vil I forstå hvorfor.
Forsæt ad Bow Valley Parkway langs Bow River. Hvis I har tid, bør I stoppe ved Johnston Canyon, hvor I kan vandre til både de nedre og de øvre vandfald. Hen ad eftermiddagen ankommer I til den lille by Banff, som ligger inde i Banff Nationalpark.
Moose Hotel & Suites 4*, Banff
I skal bo 3 nætter på Moose Hotel & Suites, der ligger i hjertet af Banff med spektakulær udsigt til Rocky Mountains. I har alle Banff National Parks naturscenerier lige uden for. Når I slapper af på hotellet, kan vi anbefale en tur i den opvarmede pool. Der er nu noget særligt over at ligge i en pool og kigge på snedækkede bjerge.