Dag 1: Fra Banff til Kamloops
På togstationen i Banff er den røde løber rullet ud for at tage imod jer, og en steward eller stewardesse tager sig af jeres bagage og viser jer til jeres plads. Omkring kl. 8.00 er der afgang efterfulgt af morgenmad, der serveres i spisevognen. Jeres togvogn deles op i to hold, der spiser forskudt af hinanden. Er I på det andet hold, tilbydes I en forfriskning, mens I venter.
Panoramaudsigt i roligt tempo
I kører af sted langs Bow River og op imod Lake Louise i roligt tempo, så I kan nå at få det hele med. Glaskuplen, der udgør kupeens sider og loft, giver jer et fantastisk udsyn. Her er udsigt til vandfald, gletsjere og nogle af områdets ikoniske bjerge og toppe, for eksempel Castle Mountain. Og I kan være heldige at spotte bjørne, elge eller ørne i forbifarten.
Bjerge, gletsjere, kløfter og vandfald
Det er naturoplevelserne, der dominerer. Kigget til den turkisblå Lake Louise. Turen over dramatiske kløfter, hvor I holder vejret, til I er i sikkerhed på den anden side. Zigzag-bevægelserne op ad ned og igennem bjergene via avancerede tunneller. Og overalt grønt, blåt og hvidt.
Først på aftenen ankommer I til Kamloops, hvor I checker ind på et turistklassehotel for natten. Middag indtages på egen hånd på en af byens restauranter.