Clayoquot Wilderness Resort
Unik luksuscamp
Som kolonitidens opdagelsesrejsende
Clayoquot Wilderness Resort er ”glamping” – glamour camping – i sin helt egen liga. Lodgen er inspireret af kolonitidens opdagelsesrejsendes teltlejre, og selv om de rummelige, gulvopvarmede telte er moderne indrettet, bidrager de intelligente historiske referencer til den allestedsnærværende følelse af, at I vitterlig er på opdagelsesrejse i ødemarken.
Book i god tid
Da sæsonen er kort, og resortets begrænsede antal telte er meget eftertragtede, gælder det om at være ude i god tid, hvis I vil sikre jer en plads på Clayoquot Wilderness Resort.
Ankomst med vandflyver
Lodgens blot 20 telte er rejst på platforme på en stille flodbred for at give jer det bedst mulige udsyn og samtidig tage størst muligt hensyn til jeres naturlige naboer, og I bor i et område, der er så afsides, at I kun kan komme hertil med vandflyver eller båd.
Flyveturen fra Vancouver bringer jer over endeløse strækninger af dybgrøn skov og blå fjorde. Eller I kan sejle fra Tofino og følge livet på kysten tættere på.
Omgivet af Nationalparker
Og hvilke omgivelser. Clayoquot Sound, som lodgen har taget sit navn efter, er beskyttet biosfærereservat under UNESCO, og lodgen ligger lige op til de to nationalparker Strathcona og Clayoquot.
Bjørne, ulve og havørne lever vildt omkring jer, floden vrimler med gydende laks, hvaler og delfiner leger i fjorden, og overalt hersker en komplet, dybfølt ro.
Faciliteter og services
En af Canadas bedste restauranter
Clayoquot Widlerness Resort udnytter til fulde sin beliggenhed midt i en af Canadas rigeste regioner. Råvarerne indhentes direkte fra omegnens frodige landbrug, fiskene indfanges lige foran hotellet, og vinkortet rummer det bedste fra det eksklusive Okanagan Valley-distrikt. Resultatet er en uovertruffen menu, der spiller perfekt sammen med omgivelserne.
Luksuriøst safaritelt
Jeres telt på Clayoquot Wilderness Resort emmer af safarifølelse – og så alligevel ikke. Lodgen er helt sin egen, hvilket kun understreges af den behagelige gulvvarme, det store, eksklusive badeværelse og det lækre, kolonitidsinspirerede design, der komplementeres af indianske tekstiler og lækre naturmaterialer.
Til hvert telt hører egen terrasse, aircondition såvel som pejs og rustikke olielamper, der bidrager til en hyggelige og uformelle atmosfære.
Skræddersyede oplevelser
Fra dag til dag aftaler I med lodgens personale, hvilke ture I ønsker at deltage på. Vil I på bjørnesafari? Fiske laks? Ride eller vandre gennem skoven? På hvalsafari med båd? Sejle kajak eller kano på floden?
Vandre med jeres egen guide langs kysten med den frodige skov på den ene side og de smukkeste udsigter på den anden, eller vil I hellere hoppe på en båd og sejle ud og opleve sæler og søløver, og med lidt held komme tæt på de graciøse og underholdende store havoddere? Alt kan lade sig gøre, og alt er inkluderet.
Skræddersyet rejse til Canada
Alt på denne rejse til Canada kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Canada.