Rejsebrev fra Amazonas og Galapagos

Amazonas, Yachana Lodge

For at komme til Amazonas fløj vi fra Quito til Coca, som er en lille by, der betegnes som ”Junglens Port”. Her blev vi kørt ned til floden Napo, den 16. største biflod til Amazonas floden, og mens vi ventede på vores båd, kunne vi nyde 2 små aber hygge sig i et træ.

Kanoen kom, en lang glasfiberkano med 2 x 50 HK påhængsmotorer, og den fragtede os små 3 timer op ad floden til lodgen. Allerede den transport var en oplevelse i sig selv. Undervejs fik vi et rigtig godt indtryk af, hvad der ventede os i form af alverdens fugle og sommerfugle, ørne (en med en fisk i næbbet), en edderkoppeabe og et flodsvin. Undervejs passerede vi også mange små indianersamfund med vinkende børn samt en enkelt guldgraver.

Yachana Lodgen ligger meget smukt med udsigt over floden og er drevet af indianere, og det, de tjener, går tilbage til indianersamfundet i Amazonas. Værelserne er fine, forbløffende gode faktisk, og der er strøm fra 18 – 22. I den resterende tid er der solenergi, der giver nødlys rundt omkring.

Vi fik hilst på vores lokale guide Aval, en 25-årig indianer, der er født og opvokset i junglen, og som skulle vise sig at være helt fantastisk.

At møde en mand, der kan tale dyrenes sprog, kan finde alt i junglen og synes alvidende, når det kommer til, hvad junglens dyr og planter kan bruges til, er en ganske anderledes oplevelse. Det er kompetencer man knap anede stadig eksisterede, og når han samtidig begår sig på et nydeligt engelsk, er flink, venlig og hjælpsom, er nem at snakke med og tilmed har humoristisk sans, så virker han noget nær komplet.

Undervejs gav han et unikt indblik i sit liv som indianer, og han fortalte bl.a., at han stadig jager med pusterør og spyd, når han besøger sin familie. Han forsøgte også at lære os de færdigheder – vi takker vor gud og skaber for supermarkedet. Blandt de mange fantastiske oplevelser og ture i junglen i løbet af de 3 dage vi var der, skal blot nævnes nogle få højdepunkter her.

På en af de mange ture, så vi en rødhalet brøleabe som var meget sjælden i dette område og som selv Aval var helt oppe og køre over. Han spottede den i øvrigt på måske 2 km’s afstand skjult i en trætop. Den kunne ikke ses (af os) med det blotte øje. Dens skrig kan høres op til 8 km væk, og det var det han havde hørt.

På turene i junglen i gummistøvler, lange bukser og lange ærmer, som var den obligatoriske påklædning, viste Aval os bl.a.et utal af planter, og han fortalte om, hvordan hans folk brugte dem til at lave smykker, medicin, mad, hatte mm. Han kom også ustandselig med noget, vi skulle smage på. ”Prøv det her – I må ikke spise det i siderne, det er giftigt – tag det i midten” og det smagte jo fantastisk.

Aval fandt også hulen til en rød kæmpe tarantel, men vi så kun hoved og forben, så trak den sig tilbage – den ville ikke fotograferes den dag. Han viste endvidere, hvordan de laver fiskeline og net af dele af palmeblade. Vi fik også lov at prøve, og den lille line, der kom ud af det, var umulig at rive over, og de kan fange fisk på 20 kg på sådan en line. Han lavede også en lille taske med skulderrem af lutter plantedele – det tog kun få minutter.

Undervejs fangede han den giftigste frø i Amazonas, som indianerne bruger til pilegift. Den var højst 3-4 cm lang i smukke røde og blå farver. Den lå skjult under masser af blade – hvordan han fandt den? Absolut ingen anelse!

Vi oplevede også en flok bladskæremyrer, der slæbte bladdele hjem til hulen, hvor de i øvrigt bliver mødt af en kvalitetssikringsfunktion. Er det ikke i orden, bliver de sendt tilbage, hvorfra de tog det, og skal aflevere det der. Ikke noget med bare at smide det ud til højre. De har orden i sagerne de små fyre!

En anden spændende jungle tur gik på at prøve at finde den forhistoriske og yderst sjældne fugl Hoatzin. Det viste sig at være forbløffende let – Aval imiterede som sædvanlig dyrets kald, de svarede, og han førte os lige hen til et område, hvor der var 3 – 4 stykker af dem. De er faktisk nulevende dinosaurer og lever kun få steder i Amazonas.

Kaimanerne (sydamerikanske krokodiller) glippede til gengæld. Han førtes os ned til en grumset biflod, hvor de levede – og blev op til 3 m lange - og kaldte på dem. Da de ikke svarede ham, sagde han uden at blinke, at de ikke var i området i dag. Sikker på sig selv vendte han sig om, og stående i vandkanten med ryggen til den grumsede flod begyndte han at fortælle om noget helt andet.

Senere havde vi en langspyttekonkurrence med cacaobønner, og her blev Annelise samlet vinder. Vi har alle noget, vi er gode til – og jeg er så stolt… :-) Tilbage på lodgen fik vi en sublim frokost. Alt fra flod og jungle, tilberedt på indiansk. Det kunne man godt blive forfalden til.

Afrejsen skete på samme måde, som vi ankom, nemlig med en sidste smuk kanotur ned ad Napo til Coca og et sidste farvel til vores fantastiske indianske ven, Aval. Junglen var en formidabel oplevelse i sig selv, men han hævede opholdet til uanede højder.

Galapagos

Fra fastlandet fløj vi til øen San Cristobal, hvor vi blev indlogeret på et fint lille hotel. Vel ankommet gik vi en tur, hvor vi så havleguaner, søløver, røde krabber, fregatfugle, pelikaner, en lang række øvrige fugle, ikke mindst finker – men så var vi også kommet næsten 75 m væk fra hotellet!

Øerne er bl.a. berømte for deres 13 finkearter, hvoraf Darwin fandt de 9. Han troede dog, at det var spurve – selv en mester kan fejle.

Næste dag kom vi ombord på ”Treasure of Galapagos”, der skulle være vores hjem på resten af Galapagos-opholdet. Om bord var 11 besætningsmedlemmer, 2 guider – og kun 6 passagerer, så det tegnede helt fornuftigt.

De næste 4 - 5 dage stod den på en endeløs række af smukke naturoplevelser. Igen er det svært at vælge, hvad der skal med, men et lille udpluk er det da blevet til.

Meget af sejladsen foregår om aftenen, og dagen går med ture i land eller med ture med en gummibåd rundt ved skær o.l. – og sågar snorkel ture. Kendetegnede for det hele er dyr, fugle og fisk i massevis.

En af de ting, vi så meget frem til, var de blåfodede suler, og man er altid spændt på, om det nu også lykkes at se lige det, man ønsker. På Galapagos behøver man imidlertid ikke at være så nervøs for, om man får set de ønskede dyr, for de er der virkelig i den mangfoldighed som brochurer og naturudsendelser i fjernsynet giver indtryk af. Tilmed kommer man utrolig tæt på alle dyr og fugle, og reglen er, at man ikke må gå tættere på end 2 meter. Det er helt umuligt at overholde, selv om man prøver, for hvis man er lidt uopmærksom er der en havleguan, der vader hen over tæerne på en, en søløve, der snuser til en, eller en fugl, der hopper rundt mellem ens ben.

Når turen rundt i denne naturens zoologiske have foregår i en ny og moderne luksuskatamaran med en besætning, der alle gør alt for, at ens ophold skal blive så spændende og godt som muligt, så kan det kun blive perfekt – og det blev det også.

Undervejs på de mange ture, blev listen af nye dyr og fugle længere og længere, og alle de gængse Galapagos-specialiteter så vi i hobetal.

Det hele blev krydret med forskellige oplevelser som f.eks. en sejltur i gummibåden, hvor vi under et tropisk regnvejr oplevede at 3 pelikaner og et antal blåfodede suler fiskede lige rundt om båden – et herligt syn.

En aften arrangerede besætningen lækker grillmiddag på agterdækket, hvilket var helt perfekt. Efter middag tog vi vores rødvin med i kahytten og tilbragte den kulsorte aften på vores lille balkon, mens vi nød den rolige sejlads, stjernehimlen, 2 swallow tailed gulls, der fulgte båden, mens de jagede – og så nød vi selvfølgelig også vinen.

Den sidste hele dag blev vi sejlet ud til et stort klippeskær i gummibåden, hvorfra vi snorklede rundt i et fantastisk ’akvarium’. En søløve kom helt hen til Annelise for at se, hvad det mon var for noget. Nogle af de andre så også en lille revhaj, og vi så alle de mange smukke tropefisk. Til sidst blev det også tid til at sige definitivt farvel til ”Treasure of Galapagos” og dens herlige besætning.

Hjemturen var begyndt, og turen gik nu fra Santa Cruz til Guayaquil på fastlandet. Herfra var det over Atlanten til Amsterdam og derfra hjem til Kastrup, hvor vinteren stadig ventede på os. Turen levede til fulde op til vores forventninger – og forhåbninger – og Amazonas og Galapagos er to meget forskellige, men hver for sig helt unikke naturoplevelser!