Næste stop Sydpolen

Hvordan forbereder man sig på en ekspedition til Antarktis? Det
havde jeg aldrig troet, jeg skulle spørge mig selv om. Min mand Kenneth og jeg kigger ud gennem vinduet i den lille flyver, som er begyndt at gøre klar til landing. Vi kan se et par sejlbåde, huse med blå tag og et radiotårn.

Puerto Williams. 2800 indbyggere. Og en chilensk flådebase i skyggen af sneklædte, savtakkede klippebjerge.

Vi er på Navarinoøen, der klemmer sig ind mellem Ildlandet og Kap Horn. Chilenerne kalder det fin del mundo. Verdens ende. Men vi er først lige begyndt.

Forude venter Drakestrædet. 1000 km over det måske mest berygtede farvand i verden. Lige der, hvor Atlanterhavet og Stillehavet godt kan krydse klinger.

Men ikke i dag. Vejret er roligt. Kaptajnen er tilfreds. Og vores skib er designet til forhold, der er langt mere barske. Jeg kan alligevel godt mærke det i maven. Den der blanding af forventningens glæde og en spænding, der går lidt til kanten. På den bedst tænkelige måde. Vi er SÅ langt væk.

Intet nyt fra Drakestrædet

Med al respekt for Drakestrædets barske ry, er det en behagelig sejlads. Nu er det tid til at lære skibet lidt at kende. Pakke ud. Slappe af ovenpå rejsens første etaper.
Nyde det første glas champagne eller to. Og høre det første foredrag om alt det, som venter os. Vidste du, at pingviner helst holder sig til én partner hele livet? Eller at de kan drikke saltvand? De sover også kun 3-4-5 sekunder ad gangen. Jeg er klar og klædt på til Sydpolen. Indtil det sker.

Forpremiere på Sydpolen

Kenneth og jeg er ved at udveksle noter fra vores nyvundne polarviden med hinanden. Vi er på vej tilbage fra middag. Og så spotter vi det. Det første isbjerg. Vi har sejlet fra tidlig morgen til sen aften - og undervejs har vi nærmest mistet fornemmelsen for, hvor vi er. Sommernatten sænker sig over Sydhavets mørke bølger. Vi spejder efter flere isbjerge, men horisonten er tom. Endeløs. Det er længe siden, vi har haft så vild en følelse i maven. Hvordan skal vi sove? Det skal vi nu. For i morgen venter det øjeblik, vi har drømt og talt om i årevis. Køkkenbordet hjemme i København føles uendeligt langt væk lige nu. En anden planet.

Næste morgen har sommerfuglene ikke lagt sig. Vi vågner tidligt. Jeg går hen til skydedøren ved balkonen. Nu er det alvor. Land! Isbjerge overalt. Bjerge. Vulkaner. Vi er der. Og det er ikke som at ankomme til en ø. Det er rigtigt land. Der er højder på. Landskaber. Vidder. Det her er et kontinent. Vi kan allerede se dem. Er det Rempingviner? Æselpingviner? Eller Adéliepingviner? De er i hvert fald nogle velklædte gentlemen, der lige er vendt tilbage fra sommer i havet for at yngle. Og det er lige her, at vi gør klar til vores første landing i Antarktis.

Klar til første månelanding

Så er det nu. Vores zodiac-gummibåd er gjort klar og venter på os. Vores guide gentager de instrukser, vi allerede har fået. Vi får udleveret store støvler, en parka-jakke, redningsvest og vandtætte bukser. Vi har selv resten med. Det skal man. Og alt skal være nyt og renset. Alligevel bliver det hele tjekket med UV-lamper, og til sidst skyller vi støvlerne, inden vi kan hoppe op i båden. Der er heldigvis strenge regler for at sætte fødderne på jordens mest uberørte
kontinent.

Vi er kun 199 gæster ombord på Silver Endeavour. Større skibe må slet ikke foretage landings på Sydpolen. Og man må kun være 100 på fastlandet ad gangen, så vi er delt op i to hold. Den ene halvdel af skibet går i land, mens den anden halvdel går på opdagelse langs kysterne i en zodiac. Efter en times tid bytter de to hold plads.

Et lille skridt, jeg aldrig glemmer

Indrømmet. Jeg er lidt nervøs på den første tur ind. Det blæser lidt. Hvor koldt er det mon? Vi pløjer afsted over det iskolde vand. Jeg har kun en lille rem at holde fast i. Jeg ved, der er styr på det, men spændingen sitrer i hele kroppen. Her bor ingen mennesker. Her er ingen byer og ingen rutefly. Ingen vegetation. Hvis de glemmer mig herude, kan jeg ikke overleve på egen hånd. Det er en følelse, jeg aldrig har haft før. At være på den anden side af min egen fysiske
formåen.

Vi sejler tæt på land, indtil vi kan springe i vandet, der er som slush ice. Sådan foregår alle landings. Jeg kan allerede se dem. Hundredevis af pingviner. Vi er lige midt i kolonien. Jeg går de sidste meter gennem det lave vand og får fast grund under fødderne. Det næste skridt knaser. Mit første fodspor i den hvide, pulveragtige sne. Mit syvende kontinent. Jeg føler mig ydmyg og lykkelig på samme tid. Antarktis'
størrelse, ro og utilgængelighed er som intet andet sted, jeg før har set. Og som intet andet sted, jeg nogensinde kommer til at se igen.

Pingviner til højre, pingviner til venstre!

Vi går lige ind i kolonien. Pingviner er nogle af de mest iskolde dyr. De er helt uimponeret. Vores guider har lagt flag for at markere stier, som vi må gå på. For at undgå, at vi laver dybe spor i sneen, som vores små venner kan falde i. Hvis vi kommer til at lave huller, skal vi fylde dem med sne igen.

Vi har også fået besked på at holde afstand. 5 meter. Men det er nemmere sagt end gjort, når en pingvin krydser stien lige foran dig og du er nødt til at stoppe op – blot for at finde ud af at en anden pingvin har stillet sig ud på stien lige bag dig. Så står du der. Midt i en trafikprop på Sydpolen. Det er fantastisk.

Isbjerge, pukkelhvaler og hvalfangerstationer

I løbet af de næste dage sejler vi langs kysten og øerne ved Den Antarktiske halvø. Vi ser stilheden, der langsomt omslutter os. Det skærper virkelig dine sanser for enhver lyd. Fra sælerne og søelefanterne, vi møder på vores vej - til lyden af pingvinernes kald og isen, der kælver et sted i det fjerne.

Vi spadserer op ad sneklædte bjergsider og vulkaner. Sejler mellem isbjerge, selvlysende i magiske nuancer af blå. Vi udforsker forladte hvalfangerstationer og sejler ind i den legendariske vulkanø, Deception Island, der gemmer på helt utrolige historier - og gravsteder fra en fjern og barsk fortid. Og så nyder vi livet ombord på skibet. Spaen. Kaviar og champagne i suiten. Nogle dage kigger solen ud. Vi finder vej til dækket og lader tankerne vandre over det hvide
kontinent med et godt glas vin.

Og vores balkon? Den bruger vi flittigt. Med tæpper og kikkerter, så vi kan spejde efter pukkelhvaler. Ser vi nogle? Det kan man roligt sige.

Fotos: Kenneth Karskov