Når himlen åbner sig over Mt. Fitz Roy

Rejsebrev fra Argentina

Vi rejste 13.000 km til Argentina og vandrede gennem Patagoniens lunefulde vejr og forblæste stepper for at se Mt. Fitz Roy.

Godt nok er vinen i Mendoza, Iguazu-vandfaldene, Saltas saltsøer og indianerne, tangoen, de store bøffer og de gudesmukke mennesker i Buenos Aires balsam for sjælen og øjet, men intet kan trods alt måle sig med Mt Fitz Roy!

Mt. Fitz Roy - Det legendariske bjerg i Argentina

Dette bjerg er en kæmpe majestætisk kolos, der stolt tårner sig 3.400 meter op fra de flade forblæste patagonske stepper! Vi havde selvfølgelig på forhånd læst en masse om de første bjergbestigere, der besteg Fitz Roy, set tusinder af billeder af dette "fænomen" – set, hvordan det så ud i den smukke lyse nattehimmel med fuldmåne, som genspejlede sig i søen, set hvordan det så ud om vinteren - dækket af sne og omgivet af en dybblå himmel, set hvordan det så ud om efteråret, hvor træerne og buskene slår sig løs i et fantastisk farveinferno i røde, gule og brune nuancer, for foden af denne majestæt.

Vi vidste godt, at vi nok aldrig ville få Fitz Roy at se, som det så ud på kalenderbillederne på internettet. Vi vidste godt fra tidligere ture, hvor ustabilt, barskt og upålideligt vejret kan være i Patagonien, og chancen for at se Fitz Roy skyfrit, ville være minimal. Dagen forinden havde vi vandret til nabobjerget Cerro Torre. Det regnede, blæste med kraftige vindstød, og det var råkoldt! Vi blev dog enige om at gå hele vejen til målet til trods for vind og kulde. Med denne dag i baghovedet var glæden så meget større over at se og mærke solens stråler fra en skyfri himmel den dag, hvor vi endelig skulle opleve klimakset på vores 14 dages Argentina-rundrejse, Mt Fitz Roy!

Med et smil op til begge ører hoppede vi hurtigt i vandrestøvlerne og pakkede det sidste i rygsækken - vand, rosiner, chokolade, nødder og energibarer. Det var vores sidste dag i landsbyen El Chaltén for foden af bjerget - vores eneste og sidste chance for at se det. Hvis vejret var dårligt, kunne vi ikke bare sige, "vi må håbe det bliver bedre i morgen", for der var ikke nogen "i morgen".

Hvor naiv kan man være?!

Den patagonske Firebush kendte årstiden og stod med sine smukke røde blomster klar til at springe ud i fuldt flor, men alligevel var det som om den tøvede og kuttede sig i læ for den stadig lunefulde forårsblæst. Vi var netop kommet op over den første bakkekam, og havde mistet El Chaltén af syne, da skyerne og blæsten kom os i møde, som en tyv i natten! Kæmpe tunge og mørke skyer kom nu med hastig fart drivende ind foran solen og dækkede snart det meste af den for 5 minutter siden så klare, solbeskinnede, blå himmel. Hvorfor skulle vi også have været så heldige at se Mt Fitz Roy skyfrit - hvor naivt!

Vejret var efterhånden gråt overalt og det begyndte at blæse op. Vi trampede raskt afsted på bedste spejder-manér i vores efterhånden godt tiltrådte Meindl Perfect vandrestøvler. Men vi kunne jo ikke blot vende om og gå hjem. Eller sætte os ned på en sten og grådkvalt have ondt af os selv, fordi det var stormende, overskyet og støvregn. Vandreturen fra landsbyen El Chaltén til foden af Mt Fitz Roy tager 3 timer - hver vej. Stien går gennem alpine engdrag med krat og lave buske, gennem skove, over små vandløb ad et par pæle, der ligger på tværs.

Stien går gennem et let kuperet terræn med en rute, som alle kan følge uden bratte stigninger. For at se, at man er på rette vej, er der røde pletter malet på sten langs ruten hist og her, og hvor stierne krydser, står der små træskilte formet som en pil med teksten "Mt Fitz Roy 2 timer". Så kan man blot håbe på, at nogen ikke i spøg her drejet skiltet/pilen i forkert retning! I klart vejr ville man dog kunne bruge Mt Fitz Roy som pejlemærke, men det kunne vi jo ikke - vi kunne intet se. Kun en tyk mørkegrå dyne foran og ovenover os, som de orkanagtige vinde i de højere luftlag fik til at styrte henover himlen og hvirvle rundt.

Det første hul i dynen

Efterhånden som de første par timer gik, begyndte vi at fantasere om, hvordan det ville have set ud, hvis man kunne se noget. Efter 1 1/2 times vandring gjorde vi stop, og spiste vores medbragte madpakker og de obligatoriske rosiner, chokoladen og nødderne. Vi håbede imens på, at blæsten ville lægge sig, at støvregnen ville holde op, at solen igen ville gi' sig til at skinne. Men det gjorde den ikke!

Dog skete der noget en halv time før vores mål og mange hundreder kalorier fattigere. Den mørkegrå masse, der havde hvirvlet rundt på himlen over os, begyndte pludselig at skifte farve til en lysere grå, nærmest hvid. Pludselig kom der et lillebitte lyseblåt hul til syne. Vi stoppede op med åben mund og stirrede. Det kunne ikke være rigtigt - var vejret ved at skifte igen? Denne gang til noget bedre? Sekunderne føltes som timer, og vi hev skyerne fra hinanden med vores tanker, for vi ville se mere af den blå himmel. Det sidste lille stykke op til foden af bjerget til den lille gletsjersø Laguna de los Tres kom der flere og større huller i skyerne. Vi nærmest løb op nu og glemte helt, hvor stejlt det egentlig var. På vejen mødte vi et ældre New Zealandsk ægtepar, som var på vej ned. De havde siddet ved søen i flere timer, og nu opgivet at se Mt Fitz Roy skyfrit.

Mødet med majestæten

Vi var 10 minutter fra målet, og nu åbnede himlen sig! Pokker greb fat i de grå dynetunge skyer, delte dem i to og skubbede dem hastigt til hver sin side. Foran os stod nu en kæmpemæssig mastodont af en klippe og grinede os lige op i ansigtet - Mt Fitz Roy! Smask!! Ingen af vores forestillinger undervejs om, hvad der var bag skyerne, kunne tilnærmelsesvis holde stik! Dette "fænomen", denne majestæt, stod dér lige foran os. Man kunne række ud efter den! Man kunne se alle detaljerne på den! Ligeså hurtigt som skyerne kom, ligeså hurtigt forsvandt de igen.

Takket være de patagonske vinde var vi blandt dem, som var heldige at se Mt Fitz Roy - skyfrit! Vindene medførte dog ligeledes kraftige kastevinde nede for foden af bjerget, hvor vi stod i kun 1400 meters højde. Vi kastede os ned over en stor klippeblok, for ikke at blive blæst ned af bjerget. En fotograf havde naivt og optimistisk opstillet sit udstyr op for at tage portrætfotos af Fitz Roy, men få øjeblikke efter fløj det gennem luften over hovedet på os, og sikkert videre ud i intetheden. Efter lang tids omklamring af vores kære klippeblok, kunne vi endelig rejse os op, og nyde synet af hende - Mt Fitz Roy. Sikken velkomst!

Efter en halv times tid, efter at have suget os mætte af synet til Mt Fitz Roy (nærmest umuligt), pustet ud, taget et hav af billeder, fulgt kondoren, der svævede over os, som holdt den øje med os, vendte vi kisteglade og høje i låget om og gik hjemad. Turen tilbage til landsbyen El Chaltén foregik i bagende solskin og en himmel så blå, som den kun kan være i Argentina! En oplevelse for livet rigere! Argentina, et sted du altid vil komme tilbage til!