Magien i Mexico

Besynderligt er det, at så mange har haft travlt med at forme verden i deres spejlbillede: Hernan Cortes, Mexicos erobrer, kom i 1519 med heste og kanonkugler og brugte to år på at knuse de fantastiske kulturer – som han mente var fantastiske.

Kirken var lidt længere tid om at udslette indianernes tro på guder, der kunne give menneskene regn og sol til at dyrke majs og tomater. Nu skulle de overbevises om, at de havde brug for den kristne gud.

Århundreder senere forsøgte industriherrer at etablere fabrikker og fagforeninger at rejse arbejdere til kamp. Men hvad blev der af dem, der lod sig begejstre af magien? Drømmerne? Blev de alle fejet til side? Nej! Og derfor vrider man hænderne i Verdensbanken: Hvorfor skal mexicanerne holde siesta hele dagen? Hvorfor holder de altid fiesta? Forstår de over hovedet ikke, at med computer, maskiner og fast arbejde kan de blive rige – og få råd til at slappe af?

Kulturerne bobler

Selv om der er højdespringende forskelle i dagens Mexico, så blander indianske kulturer sig med den katolske kirkes dyrkelse af det blankpolerede ydre og så den globale forbrugerismes plastik. Man oplever det i gader og på markeder, på parkens bænke og omkring torvet i provinsbyer, zocaloen, hvor man spadserer, flanerer. Musikken truttes fra tribunen eller tordner fra ghettoblasteren. Der lyder latter. Gøglere og gadehandlere konkurrerer på livet løs. Og det leves udendørs, ikke mindst om aftenen, når solen er lagt i sit futteral. Altid lugter her af mad.

Op og ned bobler kulturer i andre blandingsforhold, end vi er vant til. I Sydmexico tilbedes Johannes Døber, de kirkesøgende kalder sig kristne, og i kirken ofres posh, mens shamaner tilbyder deres hjælp. I en anden by har shamaner og troldmænd faste arbejdstider.

Mexicofeber

Magien i Mexico begynder der, hvor man bliver stødt på manchetterne. Hvorfor åbner restauranten ikke til tiden? Hvorfor kan bussen ikke køre videre? Hvorfor spiller de musik langt over sengetid? Altså når det indre hundehalsbånd snerrer – fordi alt ikke forløber planmæssigt som derhjemme.

Når man efterhånden ikke længere irriteres kan man returnere spørgsmålstegnet: Kunne vi selv indrette samfundet anderledes? Leve livet anderledes? Så er man blevet smittet af mexicofeber. Det er ikke bare hovedet, den sætter sig i hele kroppen!

Spørgsmål om magi stilles også, når man på markedet forundres over kvinden, der sælger chapulines, græshopper med chilismag. Når man beruser sig i mezcal, den røgede brændevin med en orm på flaskens bund. Når man hilser på en hidsiggrøn knæler ved flodbredden. Når man i morgendis sidder på et mayatempel og lader øjnene glide ud over regnskovens trætoppe, hvor solen tørrer nattens tårer bort. Og når man i månelys ved havet møder pilende krabber med øjne på stilke eller følger, hvordan en meterstor havskildpadde luffer sig op på stranden for at lægge æg.

Magien i Mexico er meget mere. Man slår ørerne ud, åbner øjnene og spiler næsen op, så oplever man noget, som man synes er besynderligt. Som afslører sig som noget andet eller helt tredje, og som man måske genkender fra en drøm. Som kan trodse det tænkelige.

Overraskelser. Forunderligheder. Den nysgerrige oplever at verden er mangfoldig. Det er noget af magien, som jeg stadig bliver fanget af, når jeg vender tilbage til Mexico.