Jeg kan flyve!
Broen har form som et U. Toppen af U'et er på en eller anden måde skruet fast i klippetoppen 1200 meter over Colorado River. Inde fra den faste grund kan man bevæge sig ud i intetheden.
Ude i siderne ved rækværket føler man sig i rimelig sikkerhed. Her er der nemlig lagt en bund under glasbroen. Men inde på midten føler man, at man svæver. Og er der noget, jeg ikke er skabt til, så er det at svæve!
Jeg holdt krampagtigt fast i gelænderet, selv om jeg godt vidste, at knækkede U'et af klippen, så ville gelænderet nok ryge med.
Men lige nu og her var det altså min opgave at at holde godt fast, så jeg ikke røg ned i dybet. Så var det, at jeg så min rejsekammerat stå dér foran mig midt ude i luften. Hun rakte hånden frem og tilbød at hjælpe mig det forløsende skridt. Jeg lukkede øjnene. Hjertet bankede. Og helt langsomt bevægede jeg den ene fod lidt væk fra mit sikre ståsted. Med miniskridt blev jeg ført ud på glasbunden, og til sidst måtte jeg jo til det. Langsomt åbnede jeg øjnene og lod blikket følge de lodrette klippesider ned i dybet til Colorado River. Hvornår jeg begyndte at trække vejret igen, ved jeg ikke, men det var helt ubeskriveligt.