Fransk Polynesien

Polynesien - på størrelse med Europa

Tahiti og de andre polynesiske øer strækker sig over et havområde på 5,5 millioner km2, og er dermed lige så stort som Europa. Landområderne over havoverfladen dækker imidlertid kun 4.000 km2 bestående af 118 øer fordelt på fem øgrupper: Marquesas-øgruppen (i nord), Selskabsøerne, Tuamotuøerne (i midten), Australøerne (i syd) og Gambierøerne (i sydøst).

Vulkanøer og koralatoller

Af dette oversøiske område, der er under fransk administration, kender de fleste kun de sagnomspundne øer Tahiti og Bora Bora. Hver øgruppe har imidlertid sine egne kendetegn alt efter dens placering (fra 5 til 10° sydlig breddegrad for Marquesas til stenbukkens vendekreds for Gambierøerne), eller efter om der er tale om vulkanske øer (Selskabsøerne, Marquesasøerne eller Australøerne, i alt 35 øer) eller koralatoller (Tuamotuøerne og Gambierøerne, i alt 83 atoller). Tahiti, med hovedstaden Papeete, er den største af øerne (over 1.000 km2) og er med sine 150.451 indbyggere også den mest befolkede.

I hjertet af Stillehavet

Dette store område syner ikke af meget som det ligger der midt ude i Stillehavet. Det nærmeste fastland er New Zealand og Australien, der ligger knap 6.000 km væk, og moderlandet Frankrig befinder sig på den anden side af jorden, 17.000 km væk. Tahiti og de andre øer ligger nærmest uendeligt fra de store økonomiske og politiske magtcentre og deres afsondrethed er nærmeste til at tage og føle på. Mange af øerne har ikke mere end nogle hundrede eller nogle snese indbyggere og omkring halvtreds af øerne er ubeboede.

Den geografiske afsondrethed er sammen med øernes velbevarede natur og miljø en stor del af hemmeligheden bag områdets tiltrækningskraft over for turister. Trods øernes fjerne beliggenhed har man dog været hurtigt til at drage nytte af ny teknologi, og moderne it med videre er en integreret det af hverdagen i Fransk Polynesien, som trods den tilsyneladende isolerede beliggenhed har en veludbygget infrastruktur, både hvad angår sanitære forhold, undervisning og transport, og gør så stor brug af moderne teknologi, at det er et af de mest moderne samfund i det sydlige Stillehav.

Befolket af kosmopolitter

Ifølge den seneste folketælling fra det fransk-polynesiske statistiske institut, ISPF, tæller Tahiti og de andre øer 245.405 indbyggere. Der kan imidlertid konstateres en stor befolkningstæthed i visse områder, idet 75 % af indbyggerne bor på "Windward" øerne (Tahiti, Moorea) og heraf bor 63 % i hovedstadsområdet Papeete (et ca. 40 km langt område). Befolkningen på Tahiti og de andre øer er multietnisk og sammensat af polynesiere (83 %, hvoraf 20 % er "halvblods"), europæere (12 %, hovedsageligt bosiddende i byerne) og kinesere (5 %, det kinesiske samfunds rødder på Polynesien går tilbage til slutningen af det nittende århundrede).

Religion og "vestliggørelse"

Religion spiller en stor rolle i Polynesien. Der er flest protestanter (ca. 45 %), efterfulgt af katolikker (34 %) samt et mindre antal mormoner, syvendedags adventister o.a. Kirkerne er aktive og flere har oprettet blandt andet ungdoms organisationer og spiller en fremtrædende rolle i det sociale og politiske liv. Undersøgelser viser endvidere, at der finder en vestliggørelse sted (længere levetid, færre børn pr. familie osv.), som bekræftes af en udvikling i levevis hen imod et stadig stærkere forbrugersamfund. Selv om en stor del af polynesierne parallelt med det officielle sprog fransk stadig taler det lokale sprog Reo ma'ohi indbyrdes, er det indfødte sprog ved at forsvinde blandt de helt unge.

Oprindelse og historie

Hvem er det polynesiske folk, og hvordan kom de til Tahiti, inden de som følge af koloniseringen blev til franske statsborgere? Befolkningen af Polynesien kan inddeles i tre hovedperioder: Det oprindelige samfund etableret af fremmede søfolk, den første koloniseringsperiode og mødet med den moderne verden med CEP's indtog (Center for Experimentation in the Pacific), der førte til atomprøvesprængninger fra og med 1960'erne.

Den moderne verdens indtog

1960'erne markerede et vendepunkt for Tahiti og Fransk Polynesien, der med ét blev indlemmet i den moderne tidsalder takket være åbningen af den internationale lufthavn Tahiti-Faa'a (1960) og etableringen af CEP (Center for Experimentation in the Pacific) i 1963. I 1966 fandt den første atomprøvesprængning sted på Mururoa (Gambierøerne), og den nye havn i Papeete, som er den eneste internationale havn på Tahiti og Fransk Polynesien, blev opført. 1960'erne var også årtiet, hvor den første turisme så dagens lys - den første Club Méditerranée blev indviet på Moorea i 1962, og hvor der blev oprettet en social sygesikring, hvilket betød en stor ændring af de økonomiske og sociale forhold; tilstrømning fra de yderligt beliggende øer mod Tahiti, stigning i de lokale virksomheder og øget udvikling af den offentlige sektor, højere levestandard og fremkomst af et hidtil ukendt forbrugersamfund.

I store kanoer...

Ifølge en almindelig udbredt teori var det store udvandringer fra Sydøstasien der for tre-fire tusind år siden førte til befolkningen af de polynesiske øer i Stillehavet. Disse første frygtløse søfarere rejste mellem år 500 f.kr. og 500 e.kr. mod øst i dobbeltkanoer (med sejl) bygget i træ og flettede siv, og nåede takket være deres kendskab til vinden og stjernerne frem til øgrupperne Cook Islands og Fransk Polynesien, hvor de slog sig ned. Omkring år 1000 ophørte disse store ekspeditioner, og den "polynesiske trekant" blev etableret bestående af Hawaii (i nord), Påskeøerne (i øst), Tahiti (i vest) og New Zealand (i sydvest). De forskellige sprog, der tales på disse øer, har rødder i maori (ma'ohi), og de vidner alle om indbyggernes fælles oprindelse.

Europæernes indtog og koloniseringen

I det 16. århundrede kom Magellan og senere Álvaro de Mendaña til henholdsvis Tuamotuøerne og Marquesasøerne. Det er dog englænderen Samuel Wallis, der får kreditten for opdagelsen af Tahiti i 1767. Året efter døbte franskmanden Antoine de Bougainville øen "det nye Kythera", og i 1769 ankom den navnkundige engelske kaptajn James Cook og underlagde sig Selskabsøerne. Tahiti var på dette tidspunkt delt op i flere forskellige klaner og kongedømmer. Øerne blev gradvist kristnet af protestantiske og katolske missionærer, og i 1797 lykkedes det med hjælp fra europæerne en af høvdingene at etablere ”Pomare-dynastiet".

I det 19. århundrede blev Tahiti skueplads for en på en gang religiøs, handelsmæssig og strategisk strid mellem Frankrig og England. I 1842 underskrives det franske protektorat med dronning Pomare IV (over Tahiti og Moorea), og i 1880 godkender Pomare V, Tahitis sidste konge, Frankrigs anneksion af øerne.

Men europæernes bosættelse på de indtil da isolerede øer skete ikke uden konflikter (krig mellem Frankrig og Tahiti fra 1844 til 1846) eller uheldige følgevirkninger for befolkningen i form af øget alkoholisme, tab af lokal kultur på grund af de puritanske missionærer, som forbød de traditionelle kunstformer som dans og tatoveringer, samt mange dødsfald som følge af de smitsomme sygdomme, de nye beboere førte med sig. På Cooks tid boede der omkring 70.000 mennesker på Tahiti. Kort tid efter protektoratets indførelse var der ikke mere end 8.500 tilbage. Under første og anden verdenskrig, hvor Tahiti samarbejdede med modstandsbevægelsen France Libre, tog mange øboere af sted for at slutte sig til de franske tropper. I 1958 blev øerne, som var kendt som "de franske besiddelser i Oceanien", til Fransk Polynesien.

Født til at ro i kano

Brugen af kano er dybt forankret i den polynesiske tradition, og der er ikke en lagune i Fransk Polynesien hvor man ikke kan se en kano glide forbi i horisonten. Befolkningen bruger kanoen til transport, fiskeri og almindelig hygge og tidsfordriv. Der afholdes naturligvis også holdkonkurrencer for kano, hvor klubber eller øer forsvarer deres farver og hold, og hvert år afholdes der en konkurrence på Hawaiki Nui Va'a, hvor alle "Windward"-øerne (Huahine, Raiatea, Tahaa og Bora Bora) deltager.

Surfernes paradis

Surfing stammer med stor sandsynlighed fra Polynesien, og er den mest populære aktivitet blandt de unge, som frygtløst kaster sig ud i koralrevenes bølger. De mest populære surfersteder ligger på Tahiti og Moorea. De verdensberømte bølger ved Teahupoo på Tahiti regnes for at være de smukkeste og de sværeste bølger at surfe på i verden, og de har fået international berømmelse. Det er her den store surfkonkurrence med deltagelse af de største surfernavne i verden afholdes hvert år.

Et must for dykkere

Tahiti og Fransk Polynesien anses, og bestemt ikke uden grund, blandt dykkere for at være et af de bedste steder at dykke i verden. Varmt, krystalklart vand, kulørte fisk (der findes ca. 800 arter), koralrev, laguner og skibsvrag ligger som perler på en snor og der er utallige dykkerklubber på alle øerne med rev og dykkermulighed. Her findes den tropiske fauna i sin fulde rigdom, alt hvad du drømmer om findes her, og fra juli til oktober også hvaler. Der kan dykkes fra alle de større øer, men for de erfarne og dem der virkelig går efter den sublime oplevelse er det i farvandet omkring Tuamotuøerne de største oplevelser venter. Især Rangiroa, Fakarava, Manihi og Tikehau, er blandt de bedste steder.

Krydstogter - en livsstil til havs

Krydstogterne i de polynesiske farvande tiltrækker mange turister, og de har medført en fornyelse af turismen, da de som noget nyt tilbyder gæsterne at opdage "Windward"øerne og Tuamoto øerne på eksempelvis yachten Haumana (17 kahytter), og der er desuden mulighed for at besøge Marquesasøerne i båden Aranui (84 kahytter), der både sejler med last og turister. Generelt er det mindre yacht lignende både der sejler rundt mellem øerne. Det er ligeledes muligt at leje en båd og selv sejle, eller tage med på mindre både på 2-3 dages ture, og dermed lade et cruise indgå som en del af en tur rundt mellem øerne. Flere rederier tilbyder også længere ture, 10 dage, rundt mellem øerne, ligesom der er mulighed for cruises fra Los Angeles/Hawaii til Fransk Polynesien, eller ture fra Sydney til Hawaii via Fransk Polynesien.

Økoturisme - en blå og grøn turisme?

De azurblå laguner, det krystalklare vand, de paradisiske atoller... Tahiti og de øvrige højtliggende øer (Marquesas-, Selskabs- og Australøerne) byder derudover også på fantastiske bjerge indhyllet i en tropisk frodig vegetation. I bjergene findes vandfald, bække, floder og eksotiske planter, og de kan bestiges til fods eller i firhjulstrækkere.

De første beboere havde deres hjem i bjergene og kom kun ned for at sætte deres kanoer i vandet, fiske eller drage i krig... Der findes stadig mange marae, som er gamle stenplateauer, der blev brugt til rituelle hellige handlinger. Den grønne turisme er i de senere år begyndt at blive sat i system (afmærkning af veje, handlende langs udflugtsvejene, guideforeninger...), og besøgende med appetit på opdagelser og eventyr i den polynesiske natur kan vælge mellem en lang række aktiviteter, som f.eks. vandreture, udflugter i firhjulstrækkere, kanosejlads og meget mere.