Fransk Polynesien: For sejl til Bora Bora

Ved velkomsten på Raiatea hilste jeg på gæsterne i de 5 andre kahytter. De kommer fra hele verden. Tænk, at vi ikke er flere på en stor, lækker katamaran. Sammen skal vi for sejl til Bora Bora. Ud i de turkise laguner. Ud på åbent hav. Rundt om grønne vulkanøer og ind til små paradisøer. Bage under solen og sove under stjernerne. Det er præcis så vidunderligt, som det lyder.

Jeg svæver!

Vi har lagt fra kaj. Det er 3 timer siden. Jeg tør ikke knibe mig selv i armen, for hvad nu hvis jeg vågner? Så er det, vi kaster anker i lagunen. En lille koralø lidt væk kalder på os. Det gør skipper også. Over i gummibåden og ind til øen med os. Vi går 300 m langs stranden. Og så er det, at bruset i hele kroppen kommer igen.

Med 20 m mellem os går vi nemlig ud i lagunen. Den blide strøm holder os i hånden og fører os forbi store stimer af farverige fisk og flotte koraller. Jeg svæver gennem det hele på lagunens rullende fortov i nok det klareste vand, jeg nogensinde har snorklet i. Og jeg har da prøvet lidt af hvert.

Kaffe og kage i lagunen

Strømmen sætter os af på en lille sandbanke, og skipper sejler os tilbage til katamaranen. Der dufter af kaffe og kage. Uhmm. Madmor har været i køkkenet, som er i den ene del af den store lounge. Der er serveret!

En million stjerner og ét stort smil

Vi ligger for svaj i bugten. Snakken går om bordet ved aftensmaden. Det ene par er med for anden gang! Mon jeg kommer til at opleve dette igen? De fleste går tidligt i seng. Frisk luft og vidunderlige oplevelser er som månestøv fra Ole Lukøje.

Jeg tager en mango shake på dækket, og kort efter lægger jeg hovedet på puden. Brisen kommer ind af vinduet i siden, som jeg har skudt til side. Millioner af stjerner kigger ned på mig gennem loftsvinduet. Mon de kan se mit salige smil?

Jeg sejler lige til Bora Bora

Jeg lister ud til en tidlig snorkeltur før morgenmaden. Jeg kan sove, når jeg kommer hjem, kan jeg. Morgenmaden serveres kl. 7 sharp. Igen er det lækkert og godt.

Skipper trækker ankeret op, og vi sejler ud på åbent hav. Dagens mål er lagunen ved Bora Bora. Undskyld mig, men det er altså en fed tanke. ”Jeg sejler lige til Bora Bora”. Bare det at tænke eller sige Bora Bora er for vildt.

Nogle af gæsterne udnytter, at vi er på dybt vand til at kaste en snøre i vandet. Heldigvis har skipper og madmor rigeligt med forsyninger, for der er ikke bid. Vi kan også prøve inde i lagunen med harpun, hvis der skulle mangle lidt råvarer på et tidpunkt.

Jeg henter min hovedpude i kahytten. Lægger mig i nettet, der er spændt ud over vandet ude foran. Finder musikken frem og hygger mig i min egen verden. Andre ligger oppe øverst, hvor skipper passer roret. Det her er livet, når det er bedst. Det behøver aldrig stoppe.

Vidunderligt – også hvis du ikke snorkler

Bora Bora nærmer sig langsomt. Lige derinde er lagunen og vulkanerne, der suser op mod himlen. Mt Ohue på 619m, Mt Pahia på 661 m og Mt Otemanu på 727 m. Vi nyder udsigten.

Rent faktisk er livet på dæk en vigtig del af det hele. Jeg elsker at snorkle, men jeg kan sagtens forestille mig denne tur, selv om man ikke kan lide at få hovedet i under vand. Man finder ikke et smukkere og mere fredfyldt sted i verden. Det er ren meditation bare at sidde og kigge.

Hej, hajer! Alle 40-50 stykker.

Lige før lagunen, kaster vi anker. Jeg hopper I. Velkomstkomiteen består af 40-50 hajer. Før jeg ryger baglæns op igen, ser jeg den lille sorte prik på deres rygfinner. Den minder mig om, at det er ufarlige sorttippede revhajer. De er så elegante og strømlinede. Jeg håber, de selv ved, at de ikke spiser mennesker. Der er lidt gys over det. På den gode måde.

Pilerokker og flere hajer

Noget af det bedste ved at sejle med så garvet en skipper er, at han ved præcis hvor det sner under havoverfladen. Vi sejler ind i lagunen, og der går ikke længe, før vi er i vandet igen. Jo, for lige her ved han, at der er gode chancer for at snorkle med pilerokker, sting rays.

Han har jo ret. Der er 10 stykker, som kommer helt op til mig. Jeg kunne røre dem og tage fat i dem, hvis jeg ville. Men det vil jeg ikke. Jeg kigger bare. Det gør et par hajer også. Hold nu op, det er for vildt, det her.

Resten af aftenen spiller jeg filmen for mit indre øje igen og igen. Det ydre øje lukker sig allerede ved 20-tiden. Godnat hajer. Godnat rokker. Godnat stjerner. Ses i morgen.

Jamen, så svømmer vi da også lige med djævlerokker

Jeg må beundre komponisten af det værk, som den her sejltur er. Der er en fantastisk vekselvirkning mellem de stille passager og dem, hvor det hele eksploderer i et orgie af indtryk. Og hver gang man tror, at nu bliver det ikke flottere, så får den lige en tand til.

Igen er det skipper, der lige ved hvor. Bare 3 minutters sejlads fra ankerstedet, så skulle den være der. I vandet med os. Og god dag til to kæmpe djævlerokker, manta rays. Wauv! Mere er der ikke at sige om det. Vi har ikke en gang fået morgenmad endnu.

Efter morgenmaden sender han os i igen. Store stimer af plettede ørnerokker suser gennem vandet. Nu kan jeg lige klare at flade ud på dækket, før skipper smider ankeret i ud på dagen. Hold nu op. Bora Bora ligger lige dér. Vi ligger for svaj ud for en lille koral ø. Svømmer. Tager en tur i kajak og på paddle board. Nogle vælger at blive sejlet ind til den lille ø for at nyde en BBQ. Jeg bliver hos madmor.

Kanoner og et godt tilbud

Eftermiddagen går med at sejle til den anden ende af lagunen ved Bora Bora. Solen skinner og det er gudesmukt. En kanon peger på os inde på land. Det har den gjort siden anden verdenskrig. Skipper fortæller om Operation Bulldog, hvor 5.000 soldater blev udstationeret på Bora Bora efter angrebet på Pearl Harbor.

Inde på land rækker de små resorts armene ud i lagunen og prøver at fange os. Men vi har en nat til på båden. En nat til under stjernerne. Men først en sidste snorkeltur. Efter aftensmaden spørger skipper, om jeg vil med ud at fiske. Han kender et sted på revet mellem lagunen og havet, men jeg er for træt. Jeg må nøjes med at se fangsten næste dag. For selvfølgelig var der bid. 8-10 store fisk. Jeg tror, han har GPS på samtlige fisk i Fransk Polynesien.

I land på Bora Bora

Det er tidligt. Sidste dag. Jeg tager en kop kaffe på dækket. To plettede ørnerokker glider forbi og vinker farvel. Jeg vinker igen, mens jeg lykkes med at tage billeder af dem med telefonen uden at tabe den og uden at spilde kaffe på tæerne. Lidt af en præstation.

Jeg afregner drikkevarerne kontant. Det skal man her. Jeg stiger i land og fortsætter ud på Bora Bora i Fransk Polynesien. Mere af dette paradis skal udforskes. Jeg er verdens mest privilegerede menneske.