Naturskøn dagstur med historiske Durango & Silverton Narrow Gaude Railroad
Oplev en uendeligt smuk togtur med Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad. I er med guldgravernes jernbane i San Juan Mountains i Colorado forbi vandfald og fantastiske udsigter.
Damptogets fløjte lyder, og det store lokomotiv pruster og sender røg og damp ud til alle sider. De gamle vogne knirker og knager, og I mangler bare, at dem over for jer, har guld og sølv i taskerne og forventningen om evig rigdom i tankerne. For det var sådan, Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad startede.
Som i mange andre historiske sammenhænge startede Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad med rigdom ét sted og efterspørgsel et andet sted. Nu skulle de to forbindes. I dette tilfælde med guld og sølv i San Juan Mountains nær Silverton.
Den 73 km lange strækning, I skal opleve, var en del af Denver & Rio Grande Railroad. Mellem Durango og Silverton blev etableret en smalsporet jernbane med mindre end en meter mellem sporene, så banen kunne etableres selv de mest uvejsomme steder.
Naturskøn togtur for turister og togentusiater
Omkring år 1910 begyndte guldfeberen langsomt at falde, men Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad blev stadig søgt af mennesker, der her kunne krydre deres rejse til USA med naturscenerier oplevet på den mest afslappede måde.
Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad er samtidig en af meget få tilbageværende smalsporede jernbaner i USA, så er man togentusiast, er den et must, hvis man er i Colorado.
Gennem bjergene langs Animas River
I kører fra Durango langs Animas River i San Juan Mountains. I kommer gennem frodige landskaber og skov San Juan National Forest, og oppe i bjergene går det ad noget, der bedst kan beskrives som en smal hylde skåret ind i klippevæggen med 400 meter ned til floden og bunden af dalen.
Stille og rolig togtur i Colorado
Netop fordi Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad i dag er for turister, kører toget stille og roligt af sted, så I kan nyde de fænomenale udsigter. Turen tager 3½ time, hvorefter I har to timer til at udforske Silverton, før toget kører tilbage.
Der er en række forskellige kategorier af vogne. Flere af dem, der er på toget i dag, var med fra starten. Vi anbefaler første klasse, men også her er flere at vælge mellem både åbne og lukkede. Jeres rejserådgiver går det igennem med jer. Durango & Silverton Narrow Gauge Railroad kører mellem maj og oktober.
Overnatning i Silverton? og bus hjem?
Tal med jeres rejserådgiver, hvis I gerne vil have en overnatning i den historisk by Silverton. I kan tage på vandreture i den smukke natur, besøge gamle guldminer, hvor I kører rundt i minen i små minetog.
Hvis I foretrækker at køre i bus hjem i stedet for toget, der tager lidt længere tid, kan vi også arrangere det.
Alt på denne rejse til USA kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til USA.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.