Den bedste airboattur i Everglades
Der er en verden til forskel på at sejle i en større båd og en mindre privat båd. I har det fulde udsyn til begge sider, og I har guidens fulde opmærksomhed. Og så bliver I hentet direkte på hotellet og kørt til airboaten. Det koster måske lidt ekstra, men det er alle pengene værd.
Kaptajnen er selvfølgelig trænet i at spotte de forhistoriske dyr på lang afstand, men en væsentlig del af oplevelsen er alligevel spændingen, hvor man selv har øjne på stilke og skuer ud over vandet og ind i tæt krat for at finde den næste alligator. Snart lærer I også, hvor det er bedst at lede. Hold også øje efter det øvrige dyre- og fugleliv, I kan møde på jeres tur. Ibisser, hejrer og skovstorke er blandt Everglades beboere.
Områdets oprindelige beboere
Som I sejler nærmere ind i Everglades hjerte, vil I få øje på tre små øer, tæt beklædt med nåletræer. Jeres guide, som er en vaskeægte "Gladesman", fortæller om øernes oprindelige beboere, Miccosukee Seminole indianerstammen, der beboer den ene af øerne i dag. Miccosukee indianerne er kendt for at kunne håndtere et alligatorangreb med de bare næver, helt uden at dyret lider overlast. Jeres guide vil også fortælle om den lokale Gladesmen kultur, og I kommer til at se, hvordan både indianerstammen og Gladesmen bor og lever den dag i dag.