Smag på Nordthailand
En forunderlig aften på gadekøkkentur i Chiang Mai
De små, mobile køkkener står på stribe langs vejen. Ofte har et gadekøkken kun en enkelt ret på menukortet. Den ene ret laver de så til gengæld til perfektion – i hvert fald de gode steder.
De bedste gadekøkkener har lavet samme ret i årtier – måske endda i generationer, så bliv ikke overrasket, hvis I her vil opleve noget af det allerbedste thaimad i nogensinde har smagt.
Men forvent ikke de klassiske retter som Padthai eller forårsruller. Det her er den ægte Nordthailandske vare med retter som fx kunne være langtidsbraiseret svinekød, der smelter på tungen, Sai Ua - Chiang Mais berømte og meget smagfulde pølser eller den vidunderlige chilidip Nam Prik Nom, som typisk ledsages af flæskesvær.
Også desserter
I kommer til at smage rigtig mange forskellige retter, men husk ikke at spise op hver gang. For bliver I mætte for tidligt, så går I glip af den søde finale.
Plastikstole og skæve borde
Smagsoplevelsen er en ting, men mindst ligeså vigtigt er at sidde side om side med de lokale på gadekøkkenernes karakteristiske plastikstole og skæve borde. Her bliver dagen drøftet i selskab med familie eller venner, og der er i bogstavelig forstand meget højt til loftet.
Turen byder med andre ord på et møde med lokalbefolkningen på deres hjemmebane. Og man får en forståelse for madens kulturelle betydning i Thailand, som selv ikke de bedste restauranter kan give.
Bare det at se og dufte maden blive lavet for øjnene af en, mens madmutter smilende inviterer helt tæt på. Duft til fonden, der har kogt i timevis. Smag på de friske urter, inden de bliver blandet i retten. Hør om hvorfor det er vigtigt, at madpandekagen har den helt rigtige sprødhed.
Både for børn og voksne
Mange er ikke helt trygge ved hygiejnen på gadekøkkenerne, særligt hvis man rejser med børn. Men husk blot på, at langt de fleste gadekøkkener (og særligt på denne tur) udmærker sig ved at bruge dugfriske råvarer og i øvrigt kun lave en ret.
Både hygiejne og smag er altafgørende for antallet af kunder og dermed deres overlevelse. Svigter de blot en gang, så rykker kunderne videre til en konkurrent. Man kan selvfølgelig aldrig give garantier, men sandsynligheden for en dårlig madoplevelse er ofte langt større på restauranter med mange retter på menukortet.
Skræddersyet rejse til Thailand
Alt på denne rejse til Thailand kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Thailand.