Fra kongernes flod til Bangkoks klonger
Fantastisk sejltur til det ukendte Bangkok med privat guide
I starter på Bangkoks store flod Chao Phraya. Herfra bevæger I jer længere og længere væk fra centrum til smallere og smallere kanaler i mindre og mindre både. Oplev det grønne og det ægte Bangkok væk fra det store mylder.
I gamle dage foregik al transport omkring Bangkok ad floderne, og sådan er det stadig langt hen ad vejen – eller langt hen ad floden, burde man måske sige. Derfor er den store flod gennem Bangkok, Chao Phraya (Kongernes Flod), stadig en livsnerve, og det samme er alle dens sidekanaler, klongerne.
Med ekspresbåd sammen med de lokale
I starter kl. 8 om morgen fra jeres hotel. Sammen med jeres private guide finder I vej til Chao Praya-floden med lokal transport.
På floden er et mylder af både. Longtail både. Fragtbåde. Flodpramme. Speedbåde. Og et utal af vandtaxier og vandbusser, express boats. I stiger om bord på en af de sidstnævnte med kurs mod Nontaburi i det nordlige Bangkok. Der er masser at se på undervejs.
Små klonger og kæmpe Buddha
I stiger nu over i en longtail boat og suser af sted ad flodens sidekanaler, der her hedder klonger. Hold på hat og briller. 20 minutter senere ankommer I til Bang Yai-distriktet og det smukke tempel Wat Rat Prakhong Tham, der er kendt for sin 32 m lange liggende Buddha!
Det er et imponerende syn, og hele stemningen både i templet og kvarteret omkring kan ikke undgå at fascinere. Livet i de smalle gader er en enorm kontrast til det Bangkok, I forlod tidligere på dagen.
Ind i de smalle klonger
Fra Bang Yai skal I videre ind i endnu smallere klonger, endnu tættere på det autentiske Bangkok. Derfor skifter I til en mindre båd med plads til 4 passagerer. Igen: Hold på hat og briller.
I er kun 2 timer fra jeres hotel, men i en helt anden verden. Her er grønt omkring jer og ikke meget liv ud over måske en enkelt båd eller to. Der er templer og både store og små huse på pæle i vandet og på land med små haver. Nogle vil nok gå i kategorien håndværkertilbud. Alligevel vil I ganske givet blive mødt af det thailandske smil fra bredderne.
Her er også små forretninger med indgang fra floden og bittesmå enmandsbåde til at sejle på indkøb i. Det er en farverig oplevelse af Bangkok, som kun er de færreste forundt. Denne del af turen tager en times tid, og den måtte såmænd gerne tage det dobbelte.
Frokost og marked
Tilbage i Bang Yai får I frokost på en meget lokal restaurant, og før I vender stævnen mod Nonthaburi, er der også tid til at besøge et marked med smagsprøver på tropiske frugter. Så er det tid til den lidt større longtail boat og så vandbussen, før I er tilbage i Bangkok.
I bestemmer, om I vil sætter af ved Tha Chang Pier, Grand Palace, China Town eller ved Taksin, hvor der er BTS Skytrain station. Alternativt bliver I fulgt helt hjem til hotellet. Turen slutter ved 14-tiden.
Skræddersyet rejse til Thailand
Alt på denne rejse til Thailand kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Thailand.