Landsbystemning og god mad
Den ene del af resortet er designet som en lille landsbyplads, hvor man kan drikke en kop kaffe eller nyde en is under træernes skygge.
Ud til pladsen ligger selvfølgelig isbutik, cafe og en lille forretning med lokale varer. Det er super charmende, og så er det kun et par skridt fra stranden, hvor baren og restauranten fortsætter stemningen.
Restauranten, The Beach Club @ Buri Rasa serverer i øvrigt områdets måske bedste mad. Selvfølgelig lidt dyrere end de helt simple bambusrestauranter, men kvaliteten taget i betragtning er priserne mere end rimelige.
Her er selvfølgelig swimmingpool, en dejlig en af slagsen med god plads, omkranset af grønt. Men når det så er sagt, så er det stranden, der trækker. Palmerne hænger dovent ud over sandet på Tong Nai Pan Noi Beach, der ligger smukt pakket ind af klipper i hver ende.
Bag stranden rejser den bølgende jungle sig opad bjerget, og til vands fuldender de karakteristiske longtailbåde det idylliske sceneri.