Hyggelig vandretur for børn og voksne med udsigt til Sri Lankas smukke natur
Tag på en overkommelig vandretur gennem smukke teplantager ad stier og trapper til toppen af Little Adam’s Peak på Sri Lanka. Her venter jer en betagende udsigt over Sri Lankas grønne natur og bølgende bjergtoppe.
Little Adam’s Peak er et lille bjerg med en højde på ca. 1.100 meter tæt på byen Ella i Sri Lankas sydlige bjergområder. I kan gå til toppen af bjerget i et roligt tempo på 1-1½ time, og der er relativt fladt hele vejen. I går ad små stier og kommer gennem frodige teplantager, hvor I måske møder teplukkere på vej til eller fra arbejde.
Opkaldt efter sin storebror
Bjerget er opkaldt efter sin storebror, det hellige bjerg Adam’s Peak, som er cirka dobbelt så højt. Det er også muligt at bestige Adam’s Peak, men turen er noget længere og hårdere. Little Adam’s Peak er et rigtig godt alternativ for jer, der ikke vil gå glip af en af Sri Lankas smukkeste udsigter, men som foretrækker en nemmere rute. Særligt, hvis I har børn med.
Alle kan være med
Tag jer god tid, så I også kan nyde udsigten fra de små udkigssteder på vej op. På det sidste stykke af jeres vandretur går I ad 350 trappetrin. Det lyder måske af meget, men alle kan være med. Børn, unge, voksne og ældre.
Frokost på 98 acres
Fra toppen af bjerget kan I også se over til det 4-stjernede 98 Acres Resort og Spa. Her kan I efter turen spise frokost eller runde jeres vandreeventyr af med en kølig drink. I finder resortets restaurant på en lille bakketop, hvorfra I på ny kan opleve og nyde den enestående udsigt over teplantagerne og bjerglandskabet.
Tag af sted, når solen ikke bager
Det kan være en varm fornøjelse at vandre op af bjerget, så det er en god idé at starte turen inden, det bliver for varmt. Tag afsted tidlig morgen eller sen eftermiddag, når den værste hede har lagt sig. Hvis I er morgenfriske og vil have lidt ekstra eventyr ud af jeres vandretur, kan I også tage af sted før daggry og opleve den fantastiske solopgang over bjergene. I har guide med på hele turen, så det er let at finde vej.
Husk gode sko og godt med vand, da det ikke er muligt at købe undervejs.
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Sri Lanka. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.