Autentisk tempeloplevelse i det srilankanske te-højland
Kun ganske få turister finder vej til det 2.000 år gamle klippetempel Dowa uden for Ella, og det er umuligt ikke at blive berørt af stedets fredfyldte, autentiske atmosfære. Sug til jer af indtrykkene, mens de lokale beder og ofrer under opsyn af enorme klippebuddhaer.
Stilheden er tung mellem bjergene, og lyden af jeres skridt kastes frem og tilbage som et hult ekko. De lodrette klippesiders grønne dække viger pludselig for meterhøje buddhaer, der som enorme basrelieffer er frosset fast i klippen og ser ned på jer med århundreders tålmodighed. En enkelt buddha er ufuldendt og vidner om, at det ikke altid har været lige let at være praktiserende buddhist i denne del af verden.
Mange lokale - ingen turister
Men buddhismen har overlevet og dyrkes i dag med oprigtig inderlighed af de mange lokale, der hver dag lægger vejen forbi Dowa Rock Temple. Derimod er der ikke mange turister, der finder vej til Dowa-templet, og et besøg her er derfor en enestående og autentisk oplevelse langt fra guidebøgernes mere overrendte helligdomme.
Vægmalerier og statuer
Selve templet er meget velholdt og udsmykket med buddhastatuer og farvestrålende vægmalerier, der genfortæller buddhistiske fabler med relation til Buddhas mange reinkarnationer. Tag plads på en af bænkene, og fortab jer i den totale tempelfred. Mærk roen brede sig i hele kroppen. Og studer de lokale, der kommer og går i deres eget tempo uden at ænse jer. Beder, tænder lys og ofrer blomster.
Storheden i det små
Ved første øjekast er Dowa-templet ikke nær så storslået som eksempelvis det mere berømte Dambulla-tempel. Men lad ikke skindet bedraget. I Dowa-templet ligger storheden i stedets intense atmosfære og det helt umiddelbare og oprigtige møde med de lokale, der udlever deres private buddhistiske ritualer helt upåvirket af jeres tilstedeværelse.
Husk korrekt påklædning
Af respekt for de lokale skal I huske at tage skoene af, inden I træder inden for i templet, og både kvinder, mænd og børn skal være iført tøj, der dækker knæ og skuldre. Dowa Rock Temple ligger ca. 15 min. uden for Ella og kan lægges ind i jeres program, når som helst jeres rute bringer jer gennem området. Selve besøget kan klares på en time.
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Sri Lanka. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.