Leoparderne i Yala Nationalpark
Oplev safari på udkig efter det rige dyre- og fugleliv
Nationalparken Yala har verdens tætteste koncentration af leoparder, men det er slet ikke alt. I kan også opleve elefantflokke, påfugle, krokodiller, sorte bjørne og meget mere, og turen kan kombineres med en picnic på stranden.
Leoparden er et af de smukkeste af de store kattedyr, og at se den i vild natur er en oplevelse uden lige. Et af de bedste steder i verden til det er nationalparken Yala, der ligger ud til strandene i Sri Lankas sydøstlige hjørne. Her er verdens største koncentration af leoparder.
På opdagelse i det tætte krat
Naturen i Yala er meget varieret. I kører ad jordveje, og ofte er der træer og tæt krat langs vejene. Dybt koncentreret spejder man efter dyr – og jeres ranger opdager på forunderligvis dyr på lang afstand, som man selv aldrig havde fået øje på. Husk kikkert!
Netop spændingen er en væsentlig del af oplevelsen på safari, og intet kan tages for givet i fri natur. Ind i mellem kommer lysninger og vandhuller, hvor dyrene samles, og ud mod kysten er vådområder, hvor mange af parkens over 200 arter fugle holder til. Hold øje med de mageløse påfugle på jeres vej.
Rigt dyreliv
Varieret natur betyder mangfoldigt og varieret dyreliv. Yala huser 44 arter af pattedyr, som ud over leoparderne tæller bl.a. elefantflokke, sorte læbebjørne, vilde vandbøfler, hjorte, aber, vildsvin, desmerdyr, fiskekat og den haleløse halvabe slankloris. Her er også mange krybdyr som krokodiller og slanger. Safarien foregår i jeres egen Land Rover, der er åben i siderne, og den tager 3-4 timer med afgang enten meget tidlig morgen eller ud på eftermiddagen. Chancen for at se leoparder er størst om morgenen.
I parken ligger også det gamle buddhistiske kloster Sithulpawwa, som evt. kan ses i en pause, hvis I kommer forbi.
Der kan også forekomme køer
Når I besøger Yala, kan I også opleve køer. Her tænker vi ikke på dyret, men på rækker af jeeps på vejene. Det rige dyreliv tiltrækker naturligt mange besøgende, men selv om det ikke er optimalt, er det værd at tage med – og alt er glemt, når man ser en leopard.
Den bedste tid at besøge parken er i den tørre periode marts-april. Parken er lukket i september og oktober.
Vi skræddersyer jeres rejse til Sri Lanka
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Sri Lanka. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.