Praslin - Strandliv og skildpadder
På Praslin skal I tilbringe fem nætter på Les Villas D'Or 3*, der ligger i det populære område Cote D'Or på nordkysten. I bor direkte ud til en 2,5 km lang, fin hvid sandstrand med optimale betingelser for svømning og snorkling. Morgenmaden er inkluderet, og jeres villa er indrettet med fuldt udrustet køkken, så I kan prøve kræfter med de lokale råvarer derhjemme.
Udflugter til kæmpepalmer og kæmpeskildpadder
Vi inkluderer to udflugter, mens I er på Praslin. I skal på halvdagsudflugt til Vallée de Mai, Praslins berømte nationalpark med de enorme palmer og deres 30 kg tunge nødder. Parken er et underfundigt urtidslandskab at vandre i, og man forstår, hvorfor der florerer så mange myter og historier om det lille område.
Vi inkluderer også en begivenhedsrig heldagstur til Praslins naboøer Cousin, Curieuse og St. Pierre. Først skal I besøge fuglereservatet på Cousin, og derefter skal I besøge kæmpeskildpadderne på Curieuse. Her er også et rigt fugleliv, og I kan se flere af de gigantiske kokosnødder, Coco de Mer. Herefter sejler I til den lille ø St. Pierre, hvor I skal snorkle fra båden med masser af fisk.