Dag 1: Vandretur til landsbyer ved Hsipaw
I lander typisk i Lashio med fly fra Yangon. Jeres guide står klar til at byde jer velkommen. Sammen kører I nu 1½ times tid gennem Shan-staten mod Hsipaw.
Hyggelige Hsipaw
Hsipaw er en hyggelig landby med skyggefulde alleer, som den store strøm af turister ikke har fundet vej til endnu. I kommer tæt på lokalbefolkningen, og området lægger op til vandreture, besøg i landsbyer, templer og sejlads på floden. Byen er også kendt for den gamle kongelige residens.
Læg evt. vejen forbi Mahamyatmuni Paya-pagoden inde i byen, og se solnedgangen fra Hsipaw Nine Buddha Hill med de ni Buddhaer, der kigger ud over byen, floden og bjergene.
Der knytter sig mange legender til Hsipaw, og jeres guide er ganske givet klar med spændende fortællinger, hvis I spørger.
Gåtur til landsbyer
Sidst på eftermiddagen skal I på en 2½ timer lang gåtur med jeres guide. I går langs marker med f.eks. ris, solsikker og vandmeloner, og I passerer små bække på jeres vej forbi landsbyer, små skoler og klostre. I hører om det daglige liv og ser lokale værksteder og småindustri, der bl.a. producerer cigarer og væver bambus. I vil opleve, at alle landsbyer har deres åndehus ved indgangen til byen – og selvfølgelig høre om baggrunden.
Tai House Resort
I skal bo to nætter i et deluxe-værelse på Tai House Resort, der er byens bedste hotel. Smukt og autentisk indrettet og en god base for oplevelser i Hsipaw.