Udforsk det autentiske Syditalien
Apulien er for alvor ved at finde vej til klubben af Italiens mest populære regioner. Her finder I alt det, som gør Italien til et af de mest forførende og romantiske lande i Europa – og ja, i verden. Og alligevel er Apulien både mere autentisk og uberørt, end Italiens mere besøgte nordlige regioner.
Her trives ”det gamle Italien” stadig med autentiske landsbyer, gamle kalkstensbyer med fabelagtig arkitektur og skønne landskaber af olivenlunde, frugtplantager og hvedemarker. For ikke at nævne Apuliens åbne, frie kyster – og et rustisk landkøkken, der mildest talt er vanedannende.
Men Apulien er også det moderne, kosmopolitiske og stilfulde Italien, som hele verden beundrer og elsker – med al sin selvsikkerhed og uimodståelige charme. Glæd jer til vidunderlige, charmerende byer som Bari, Brindisi og ikke mindst Lecce – Syditaliens Firenze – hvis barokke gader gemmer på et væld af hippe vinbarer, lokale restauranter og fashionable butikker.