Suveræn spa med et strejf af Sicilien
Hotel de la Ville er et ret stort hotel, sammensat af tre historiske palæer, men det føles ikke sådan. Det skyldes ikke mindst de mange rum, nicher og lounges – både indendørs og udendørs – der alle er så forskelligt indrettet, at de føles som små, skønne verdener for sig.
Hotellets store og stilfulde De la Ville Spa er i den grad også en verden for sig – en verden af fredfyldt forkælelse, indhyllet i duften af siciliansk appelsinblomst og økologiske urter fra Hotel de la Villes søsterhotel på Sicilien.
Glæd jer til at nyde et væld af massager og kropsbehandlinger – der er i alt seks massageværelser - samt varme bade, jacuzzi, sauna, dampbad, terapeutisk hydroterapi, marrokanske mudderbade, saltrum og en is-fontæne.
Hotel de la Ville har naturligvis også et topmoderne fitness-center med mulighed for at træne på egen hånd eller med en personlig træner, ligesom der er skemalagte fitnesshold i løbet af dagen.