Nordisk design, grønlandsk gastronomi og ægte bydgeliv
Ilimanaq Lodge består af 15 hytter, der alle er bygget i nordisk, minimalistisk stil på en klippeskrænt ved bygden Ilimanaq – en af Grønlands ældste bygder - der har godt 50 indbyggere. Lodgen er bygget på bæredygtige principper i tæt samarbejde med bygden – flere af de lokale indbyggere arbejder på Ilimanaq Lodge og bygden får bl.a. billig strøm fra de solpaneler, der er installeret på hytternes tage.
Nær Ilimanaq Lodge finder I også en af Grønlands mest anerkendte restauranter, Restaurant Egede, hvor I kan glæde jer til moderne grønlandsk gastronomi serveret i Poul Egedes (søn af grønlandsmissionæren Hans Egede) restaurerede hus fra 1700-tallet.