Eventyrligt resort på en af St. Martins bedste strande
Hvor begynder man, når det kommer til La Samanna, A Belmond Hotel? Er det placering på en klippeskrænt over Det Caribiske Hav? Eller måske er det sandet og det turkise vand. De spektakulære udsigter. De hvide bygninger i fransk kolonitidsstil. Det chikke design, der på fabelagtig vis balancerer fransk glamour med en nærmest retro elegance - med tråde til 1960´erne og sommer på Den Franske Riviera. Det er nærmest som at træde ind i en nouvelle vague film med Jean-Paul Belmondo i hovedrollen.
Hotellet ligger på en af de smukkeste strande på St Martin. Det er et af de steder, hvor det turkise vand og den caribiske ånd aldrig slipper jer. Fra spaen på toppen af klippen til de skønne suiter, restauranter og to pools, der er forbundet af stier, som snor sig mellem bananpalmer og bougainvillea, forbi strandbaren og hele vejen ned til de stråtækte cabanas langs sandbredden, hvor I kan snorkle, sejle eller læne jer tilbage og kigge på de blide bølger, der ruller ind. I bestemmer.
Velkommen til Caribien og et hotel, der af gode grunde er anerkendt som et af ”The Worlds Best” af rejsemagasinerne Condé Nast Traveler og Travel + Leisure.