Med postflyver fra Vancouver til nybyggerøen Salt Spring Island
Lige på den anden side af Strait of Georgia, små 30-40 kilometer fra Vancouver Down Towns højhuse, er der stadig så meget nybyggerstemning, at posten bliver leveret med vandflyver. Flyv fra Vancouver over Gulf Islands til Salt Spring Island. Måske I endda får glimt af hvaler!
The Mail Run er den moderne verdens pony express. De få mail runs, der er tilbage, holder til i de mest afsides egne af verden – den australske outback, stillehavsøerne, Sibirien og selvfølgelig Canada. En tur med The Mail Run er en rejse i både tid og sted.
Afrejse fra Coal Harbour
Vancouvers Mail Run flyver fra den moderne verden fem minutters gang fra Vancouvers pulserende centrum ud til den afsides Salt Spring Island, der stadig har et strejf af det vilde vesten over sig. I letter fra Coal Harbour, hvor de klassiske vandflyvere med pontoner og propeller ligger på række.
Garvede piloter
Det er en fornøjelse at flyve med de garvede piloter, der ikke alene kender området som deres egen baglomme, men også har års erfaring med flere daglige flyvninger. I mærker det med det samme, som I letter og flyver ud af havnen med udsigt over Vancouvers skyline, Stanley Park og Lion’s Gate Bridge og stiger op mod 3.000 meters højde. Flyet stikker kurs mod sydvest henover Strait of Georgia, og så er I på vej.
Spot hvaler fra oven
Postflyene er bygget til at lette og lande fra små, lokale destinationer, og derfor kommer I ikke over 3.000 meter. Det er den perfekte højde til at nyde udsigten og betragte alle detaljerne og miniputlivet under jer. Og lavt nok til, at I måske kan spotte hvaler i de smukke skærgårde. Det kan næsten ikke blive mere canadisk.
Halv eller hel dag
I cruiser ned mod Salt Spring Island, hvor I kan vælge at blive resten af dagen og tage det sidste postfly tilbage. Ellers flyver I med tilbage i samme fly, I ankom med. Bliver I hele dagen, tager turen ca. otte timer. Flyver I retur med det samme, kan I tage turen tur/retur på omtrent tre timer. I kan flyve fra Vancouver om morgenen eller ved middagstid.
Slutdestination Salt Spring Island
Salt Spring Island er en rigtig lille perle, hvor I kan vandre eller leje cykler. Øen har en fascinerende historie, og fungerede i perioder som refugium for flygtede amerikanske slaver. Før da var øen hjemsted for en større indianerstamme. Befolkningen er af samme årsag en usædvanlig blanding af afroamerikanere, indianere og canadiere af primært skotsk og irsk afstamning.
Øen har et summende lokalliv med masser af lokale butikker og værksteder, I kan gå på opdagelse i. Og så har øen ovenikøbet sin egen valuta –Salt Spring dollars.
Alt på denne rejse til Canada kan skræddersys ud fra jeres ønsker. Antal dage, værelseskategori, ekstra oplevelser m.m. Tal med jeres rejserådgiver om netop jeres drømmerejse til Canada.
Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.
Lad os skræddersy din rejse
Som kunde hos Nyhavn Rejser får I personlig vejledning og gode råd om alt fra unikke oplevelser til valg af rute og hoteller fra en ekspert, der har prøvet det hele selv.